Sammenhængen mellem forbrug og indkomst kan udtrykkes i en forbrugsfunktion, der beskriver forbruget den afhængige variabel som en funktion af indkomsten den uafhængige variabel. For den enkelte husholdning antages det, at forbruget vokser med indkomsten, men at forbrugskvoten (forbruget i forhold til indkomsten) er faldende med voksende indkomst. Også for et helt land gælder det, at det samlede forbrug vokser med indkomsten (BNP), men her er der en tendens til, at forbrugskvoten er voksende med indkomsten.
Sammenhængen mellem forbrug (C) og indkomst (Y) kan udtrykkes i en såkaldt ligning for forbrugsfunktionen, hvor:
C = c0 + c*Y ,og c < 1.
Udtrykket kan tolkes således: Ved en indkomst på 0 vil der også være et forbrug, som må finansieres ved lån. Endvidere vil forbruget vokse med c, hver gang indkomsten vokser med 1 krone. Lille c antages i de fleste sammenhænge at være mindre end 1, dvs. at ikke hele indkomsten forbruges, men at noget spares op.
Mere avancerede forbrugsfunktioner inddrager også formueændringer som en del af indkomsten.