Geopolitik

En samlebetegnelse for en række teorier, der fokuserer på sammenhængen mellem geografiske forhold og staters handlemuligheder i international politik. I realismen og neorealismen – to af hovedteorierne inden for IP – spiller geopolitik bl.a. en rolle i forbindelse med begrebet geografiske determinanter, der betragtes som en særlig type af kapabiliteter (magtressourcer), som i forhold til de øvrige kapabiliteter: økonomiske, teknologiske og militære ressourcer, kun kan ændres på meget langt sigt. Også i studiet af regionale sikkerhedskomplekser er geopolitiske overvejelser interessante.

Geopolitik var i tiden mellem de to verdenskrige en videnskabelig moderetning, som specielt i Nazityskland tiltrak sig interesse. Hitlers Lebensraum-politik i Østeuropa kan bl.a. ses som et udslag heraf, og det var medvirkende til at give geopolitikken et dårligt ry som nazistisk videnskab. En anden årsag til det dårlige ry var den tidlige geopolitiks næsten deterministiske præg, idet man betragtede besiddelsen af bestemte landområder som afgørende for den internationale politiks udvikling.

Efter 2. verdenskrig forlod de geopolitiske forskere den deterministiske opfattelse af geografiens betydning. I stedet betragtede man geografiske forhold (en stats placering, grænser, råstofbesiddelser, klima, fysiske terræn, befolkning osv.) som muligheder for en stats udvikling og magt, mens den teknologiske og økonomiske udvikling var afgørende for, om disse muligheder blev realiseret. På denne måde blev politisk geografi som nævnt ovenfor elementer i realismen og neorealismen, to af IP-studiets hovedteorier, som har fokus på staters magt og sikkerhed.

Blandt klassiske begreber inden for geopolitik kan nævnes indflydelses- og interessesfærer, dvs. områder, hvor en supermagt eller stormagt hævder sin særstilling og særlige interesser ved om nødvendigt at intervenere militært i området. Et andet begreb er bufferstaten, en ofte mindre stat, der er placeret mellem to rivaliserende stormagter, og et tredje begreb er østaten (fx England og Japan), der pga. deres beskyttede placering har kunnet trække sig tilbage fra det nærliggende fastlands konflikter.

I praktisk politik har fx USA's udenrigspolitik under Den kolde Krig været præget af geopolitiske træk, bl.a. i form af den såkaldte ”inddæmningspolitik” over for Sovjetunionen, der gik ud på at undgå sovjetisk ekspansion ind i Vesteuropa. Også i forbindelse med Vietnam-krigen gjaldt det for USA om at undgå, at kommunismen (og dermed Sovjetunionens indflydelse) bredte sig til Sydøstasien. På den anden side stræbte Sovjetunionen efter at integrere Østeuropa mest muligt i sit imperium, bl.a. for at opnår en bufferzone mellem hjemlandet og det aggressive Vesten.

For en småstat som Danmark spillede geopolitiske overvejelser en afgørende rolle for vores optagelse i NATO i 1949, idet de vestlige stormagter ønskede os med pga. dels vores strategiske placering i en såkaldt strædeposition ved indgangen til Østersøen (Danmark kunne om nødvendigt ”sætte proppen i”, hvis man ville hindre den sovjetiske flådes sejlads ud af Østersøen), dels Grønlands optimale placering for radarinstallationer, som kunne varsle USA om et evt. sovjetisk raketangreb.

Efter at supermagtskonkurrencen mellem USA og Sovjetunionen i det bipolære system blev afløst af det unipolære system omkring 1990, har studiet af regionale sikkerhedskomplekser fået større betydning i international politik. Et regionalt sikkerhedskompleks består af stater, der er knyttet geografisk så tæt sammen, at ændringer i den ene stats sikkerhedssituation påvirker de øvriges. Bortset fra supermagten og stormagterne, som stadigt fokuserer på den globale magtbalance, bekymrer de fleste stater sig nu i højere grad om trusler fra nabostater, idet intensiteten i et lands sikkerhedsproblemer bestemmes af eventuelle aggressive naboer, som vil forbedre deres relative magtressourcer.