Under den kolde krig lykkedes det kun i meget begrænset udstrækning at få kontrol over oprustning og våbenkapløb. De vigtigste aftaler fra den periode var: Atomprøvestopaftalen (1963), der begrænsede prøvesprængninger til underjordiske atomprøvesprængninger. Ikke-spredningsaftalen (1968), hvor atommagterne lovede ikke at levere viden videre til mulige atommagter. SALT I (Strategic Arms Limitation Talks) fra 1972 satte loft over antallet af langtrækkende strategiske kernevåben. ABM-traktaten (Anti-Ballistic Missile Treaty) blev indgået sammen med SALT I, og her lovede de to supermagter ikke at opstille et raketsystem mod de strategiske kernevåben. SALT II fra 1979 inddrog flere kernevåbentyper end SALT I.
Imod slutningen af den kolde krig lykkedes det at nå frem til en reel begrænsning af såvel kernevåben som konventionelle styrker: INF-aftale (Intermediate-range Nuclear Forces) fra 1987 afskaffede mellemdistanceraketterne i Europa. CFE-aftale (Conventional Forces Europe) fra 1991 indebar nedrustning inden for det konventionelle område med skrotning af et stort antal kampvogne, pansrede køretøjer, artilleri, kampfly og angrebshelikoptere. START I og II (Strategic Arms Reduction Talks) fra 1991 og 1993 betød reduktion af kernevåbensprænghovederne med ca. 2/3. Nedrustningsaftale maj 2002: Rusland og USA indgik aftale, der gik ud på, at begge lande forpligtes til inden for ti år at reducere antallet af strategiske atomvåben med omkring to tredjedele til et maksimum på 2.200 for hvert land. Den 13. juni 2002 meddelte præsident George W. Bush, at USA trak sig ud af ABM-aftalen. I marts 2010 underskrev USA´s præsident Obama og Ruslands præsident Medvedev en aftale om yderligere nedskæringer af deres atomvåbenarsenaler med 30% i forhold til Moskvatraktaten fra 2002.
