Transformationalister

Mens globalisterne betragter de seneste årtiers globalisering som en stor og vedvarende ændring i det internationale system, mener de såkaldte skeptikere, at der kun er tale om mindre og begrænsede ændringer. Transformationalisterne placerer sig et sted imellem disse to grundopfattelser. De mener, at globaliseringen nok medfører væsentlige ændringer i det internationale system, men at den omformning (transformation), der finder sted, ikke har entydige konsekvenser. Transformationalisterne opererer således med tre typer af stater: de præ-moderne stater, de moderne stater og de post-moderne stater, som forholder sig forskelligt til globaliseringen og især afviger i synet på den nationale suverænitet.

De præ-moderne stater er især tidligere koloniområder i den tredje verden, men også fx staterne i Østeuropa hører til gruppen af præ-moderne stater. De har kun været selvstændige i en begrænset periode, og suveræniteten er for mange af dem mere formel end reel. Sikringen af deres status som uafhængige enheder i det internationale system – sikringen af mest mulig suverænitet - står derfor centralt for dem, og det fører ofte til bestræbelser på at afskærme sig over for globaliseringen.

De moderne stater, fx USA og Japan, svarer til de klassiske nationalstater, for hvem suveræniteten er en given ting. Suveræniteten er udgangspunktet for, at de moderne stater kan indgå i det spil, der karakteriserer international politik. Moderne stater er derfor også åbne over for globaliseringen, som de ser som en mulighed, der kan udnyttes til egen fordel.

De post-moderne stater er stater som de nuværende EU-medlemsstater. For dem er suverænitet en størrelse, der kan handles med. Dele af suveræniteten kan opgives mod til gengæld at opnå indflydelse på andre staters adfærd bl.a. via overnational styring af fælles anliggender. For de post-moderne stater gælder det, at deres deltagelse i globaliseringsprocessen medfører en grundlæggende ændring i deres karakter som statsdannelse.