Opstigende stormagt

Begrebet henviser til en stormagt, der forøger sine kapabiliteter – økonomiske, militære og teknologiske – i forhold til de andre stormagter, ofte i løbet af nogle få årtier. Eksempler herpå er Tyskland og USA i slutningen af 1800-tallet, Sovjetunionen fra 1930’erne og Kina i de senere årtier.

Den britiske historiker Paul Kennedy har udviklet en særlig teori om stormagters (hegemoners) opstigen og fald. Nøglebegrebet hos Kennedy er ”imperial overstretch”, dvs. at en stormagt trods svækkede økonomiske ressourcer søger at fastholde sit imperium med det resultat, at hegemonimagten tvinges til at opgive hele eller store dele af de erobrede områder. Derefter kan en ny ekspansiv stormagt få mulighed for at overtage rollen som hegemon.

Opstigende stormagter fører til ændringer i det internationale politiske systems top, hvilket kan ske i en mere eller mindre konfliktfyldt proces, jfr. de ovennævnte eksempler. Tysklands opstigning førte således til konkurrerende stormagtsalliancer og forceret oprustning, som mundede ud i 1. verdenskrig 1914-18 og senere 2. verdenskrig 1939-45. Først med Tysklands genforening i 1990 og det tætte samarbejde inden for EU fandt man en mere varig løsning på ”det tyske problem”. USA’s nogenlunde samtidige fremvækst til en verdensmagt foregik derimod på en langt fredeligere måde, bl.a. fordi USA frem til 1947 førte en isolationistisk udenrigspolitik. Til gengæld kan man så hævde, at USA efter at have opnået rollen som supermagt efter 2. verdenskrig har blandet sig i mange konflikter og ofte har været årsag til eller medvirkende til krige og konflikter.

I det aktuelle internationale system er Kina det mest fremtrædende eksempel på en opstigende stormagt, og spørgsmålet er nu, om denne udvikling vil føre til konflikter eller foregå på mere fredelig vis. Ud fra hovedteorierne i IP-faget: realisme og liberalisme (idealisme), kan man opstille henholdsvis en optimistisk og en pessimistisk tolkning. De optimistiske liberalister vil argumentere med, at der for det første er økonomisk interdependens mellem USA og Kina (den kommercielle fredstese), for det andet er begge lande med i en lang række internationale organisationer, og for det tredje vil Kina på et tidspunkt blive demokratiseret (den demokratiske fredstese). Disse faktorer peger alle i retning af, at Kinas opstigning til supermagtsstatus vil foregå fredeligt. Realisterne vil på den anden side argumentere med, at opstigende magter for det første oftest er ekspansive og føler, at den herskende verdensorden undertrykker dem (jfr. Tyskland og Sovjetunionen). For det andet er Kina allerede rodet ind i større eller mindre konflikter med de fleste nabolande: Japan, Indien, Vietnam, Taiwan osv., og det kan føre til præventive krigsfremkaldende skridt, som af bl.a. USA vil blive tolket som offensiv og aggressiv adfærd. Der kan opstilles andre analyser ud fra de to IP-teorier, men indtil videre er ovenstående de to mest udbredte opfattelser.