Internationale konflikter

Sociale konflikter benævnes internationale, når årsager, konsekvenser og løsninger ikke kun kan findes inden for rammerne af en enkelt stat. Det vil typisk være tilfældet, hvis aktørerne består af mindst to stater eller er hjemmehørende i mindst to stater. Men konflikten er også international, hvis den udspiller sig i en enkelt stat, hvor mindst en af dens parter har tætte forbindelser eller identificerer sig med kræfter uden for staten eller hvor det internationale samfund er involveret i forsøget på at løse den. Forstået på denne måde er også mange nationalitetskonflikter som f.eks. konflikten om Darfur-regionen i Sudan og den lange konflikt om Nordirlands løsrivelse internationale konflikter. Men det kan være svært at foretage en klar afgrænsning i forhold til rene interne konflikter, jf. f.eks. konflikten om den russiske region Tjetjenien, der hovedsageligt er intern, men hvor indblanding udefra også i en vis udstrækning har fundet sted.

Intensiteten i internationale konflikter kan variere meget. De mest intense er karakteriseret ved udstrakt brug af vold, og her skiller internationale krige mellem to eller flere stater sig ud som de tydeligste eksempler med de to verdenskrige i det 20. århundrede som de voldsomste. Antallet af interstatslige krige har i de sidste årtier været i kraftig tilbagegang, og de finder i dag næsten udelukkende sted uden for den mere udviklede del af verden: Afrika, Sydamerika, Mellemøsten og den sydlige del af Asien. Til gengæld er international terrorisme blevet et større problem, hvilket efter 11. september 2001 udløste krigen mod terror. Det var i første omgang også en krig mellem stater (USA mod Afghanistan), men terrorismen er i første række knyttet til grupper, der opererer uafhængigt af stater (f.eks. Al-Qaeda).

Voldelige konflikter finder i dag hovedsageligt sted inden for staterne, og mange af dem har også en international dimension (jf. ovenfor). Det er almindeligt at karakterisere dem som krige, hvis der er over 1000 dræbte. Den internationale dimension viser sig mest tydeligt, hvis andre stater eller internationale organisationer som FN eller NATO griber ind i konflikten. Det var f.eks. tilfældet i forbindelse med de jugoslaviske borgerkrige i 1990erne, især i Bosnien og Kosovo. En FN-indgriben kan have karakter af en humanitær intervention, hvor formålet er at beskytte en befolkningsgruppe mod overgreb eller ligefrem mod udryddelse. Globaliseringen er med til at aktualisere brugen af humanitære interventioner og dermed udviske skellet mellem interne og internationale konflikter.

Man taler også om internationale konflikter, hvor parterne endnu ikke har grebet til brug af vold. Men for at tale om en konflikt og ikke blot et problem skal perspektivet for voldsanvendelse være til stede. Israels forhold til sine arabiske naboer har jævnligt været præget af regulær krig, men også i de perioder, hvor der har været fred, må forholdet karakteriseres som en konflikt. Det gælder f.eks. også forholdet mellem Kina og Taiwan og forholdet mellem USA og Iran. Derimod kan de uoverensstemmelser, der eksisterer under forhandlinger i en international organisation som EU, ikke benævnes konflikter.

Et af FNs hovedformål er at forhindre, at problemer og ikke-voldelige konflikter af international karakter udvikler sig til voldelige internationale konflikter. Det kan ske gennem mægling (FN-pagtens kap.6) og udstationering af fredsbevarende styrker (benævnt kap.6½). I tilfælde af et fredsbrud eller et truende fredsbrud kan FN gribe ind med sanktioner, herunder også militære midler (kap.7). Ved indsættelse af FN-tropper efter kap.7 vil der i visse tilfælde være tale om fredsskabende styrker, d.v.s. at de udover selvforsvar også er bemyndiget til at føre regulær krig. Det sidste gælder den internationale styrke, der siden 2002 har været udstationeret i Afghanistan, men her er det NATO, der på FNs vegne udkæmper krigen. I stigende grad anerkendes også trusler mod befolkningsgruppers overlevelse som begrundelse for FN-indgriben (humanitær intervention).

Det er omstridt, hvor hovedforklaringerne på internationale konflikters opståen skal søges. Traditionelt har kampen om territorier og ressourcer sammen med fattigdom, undertrykkelse og ideologiske modsætningsforhold spillet en væsentlig rolle. Den amerikanske politolog Samuel Huntington har peget på, at identitetsspørgsmål - især efter Den kolde Krigs afslutning - har fået større betydning, og han forudser, at fremtidige krige vil have form af civilisationskonflikter. Andre har fremhævet, at befolkningsudviklingen og velstandsstigningen i verden fremover igen vil gøre adgangen til ressourcer, herunder bl.a. drikkevand, til en vigtig konfliktårsag. Også klimaforandringer kan blive en fremtidig konfliktkilde, bl.a. som følge af de flygtningestrømme de forventes af føre med sig.

Iflg. realismen vil voldelige internationale konflikter blive ved at finde sted på grund af det internationale systems grundlæggende anarkiske karakter. Idealismen opererer derimod med, at sådanne konflikter efterhånden vil kunne undgås, bl.a. på grund af udviklingen af et internationalt retssamfund.  Teoriretningen international politisk økonomi hæfter sig ved, at konflikter vil være indbygget i et internationalt system præget af store forskelle mellem fattige og rige stater.