Globalisering

Globalisering betegner både en proces og en tilstand. Begge betydninger indgår i følgende, ofte anvendte definition: Den proces, hvorigennem samfund forbindes med hinanden på en sådan måde, at begivenheder og tilstande i én del af verden i stigende grad har konsekvenser for befolkninger og samfund langt borte.

Globaliseringsprocessen består af en stadig øget udveksling af kapital, varer, information, idéer og mennesker hen over landegrænser og især kontinenter. To drivkræfter er her afgørende. Den første er teknologisk: ny teknologi gør, at transport og kommunikation bliver stadig hurtigere og billigere, hvilket gør varehandel og anden udveksling over store afstande såsom turisme og nyhedsformidling lettere og økonomisk mere attraktiv. Den anden er politisk: udvekslingen resulterer i øgede forbindelser og større gensidig afhængighed mellem mennesker og stater på tværs af kontinenter, hvilket skaber behov for politiske aftaler, der ofte betyder, at udvekslingen forstærkes. Det sker især på det økonomiske område, hvor integrationen inden for EU og WTO er eksempler herpå.

Der er altså til en vis grad tale om en selvforstærkende proces, men den politiske faktor kan også i nogle tilfælde modvirke globaliseringen. Det sker, når globaliseringen opleves som truende af stater og/eller befolkningsgrupper, og de politiske tiltag som følge heraf går ud på at begrænse eller regulere de udvekslinger, der kendetegner globaliseringsprocessen.  Eksempler herpå er importtold, restriktioner over for indvandring og bestemmelser om social ansvarlighed over for multinationale selskaber. Både højreorienterede nationale partier og venstreorienterede globaliseringskritiske bevægelser kan stå bag krav om sådanne tiltag.

Når der med globaliseringen hentydes til en tilstand, menes de konsekvenser som globaliseringsprocessen medfører. Her skelnes mellem forskellige dimensioner af globaliseringen, især følgende tre: den økonomiske, den kulturelle og den politiske. Hertil føjes af og til den militære (f.eks. i form af den globale terrortrussel) og den miljømæssige (f.eks. den øgede drivhuseffekt).
 
Med den økonomiske globalisering menes, at nationale vare-, kapital- og arbejdsmarkeder bliver så stærkt forbundet med hinanden på tværs af kontinenter, at deres funktionsmåde afgørende påvirkes af udviklingen på markeder langt borte. Den ufaglærte arbejdsløse i Danmark er således en del af et globalt arbejdsmarked, hvor danske virksomheder ser en fordel i at outsource opgaver til lande som Indonesien og Brasilien. Et andet eksempel er opsplitning af værdikæden, d.v.s. at et færdigt produkt bliver til gennem delprocesser spredt over hele kloden.  

Den kulturelle globalisering er kendetegnet ved de påvirkninger af vores bevidsthed, der følger af den øgede udveksling af især informationer, idéer og mennesker. Den giver sig til kende ved en øget opmærksomhed over for begivenheder langt væk, større åbenhed over for fremmedartede traditioner og skikke og større lyst og interesse for at udveksle tanker og produkter på det videnskabelige og kunstneriske område. Nogle mener, at der herigennem udvikles en slags global bevidsthed, at vi lever i en global landsby; andre mener, at den kulturelle globalisering først og fremmest er udtryk for amerikanisering.

Det øgede antal internationale organisationer og internationale aftaler med global rækkevidde er udtryk for politisk globalisering. Herigennem søges globaliseringen på de andre områder at blive styret og lagt i rammer. Generelt halter den politiske globalisering bagefter, idet den ikke er udviklet nok til at løse de udfordringer og trusler, der opstår som følge af den øvrige globalisering. Det skyldes primært, at det internationale system består af nationalstater, der i høj grad hæger om deres suverænitet.

Det er stærkt omstridt, om globaliseringen skal anskues som et positivt eller negativt fænomen. Det er sikkert, at globaliseringen har været stærkt medvirkende til, at millioner af mennesker i bl.a. Kina og Indien er blevet trukket ud af fattigdom, men lige så sikkert er det, at globaliseringen har skabt øget økonomisk og social ulighed i både disse lande og andre steder på jorden. Sociologen Zygmunt Bauman taler her om en opdeling mellem turister og vagabonder, hvor kun de førstnævnte høster fordele af globaliseringen. Den forskellige vurdering af globaliseringens konsekvenser har ført til en skelnen mellem globaliseringsoptimister, globaliseringspessimister og skeptikere.