Humanitær intervention

Humanitær intervention består i én eller flere staters indgriben med væbnet magt i en intern konflikt i et andet land. Formålet med interventionen er at forhindre omfattende overgreb på civilbefolkningen eller ligefrem folkedrab. Man vil altså beskytte menneskerettighederne. Interventionen skal godkendes i FN´s Sikkerhedsråd.

Princippet om humanitær intervention støder imidlertid sammen med et andet centralt begreb i FN-pagten: Suverænitetsprincippet. I FN-pagten er staternes suveræne ligeberettigelse således fastslået i art.7 som en af organisationens vigtigste grundsætninger. I de senere årtier er der imidlertid sket en vis udhuling af FN-systemets suverænitetsprincip, idet beskyttelsen af menneskerettigheder er blevet tillagt øget betydning og såkaldte humanitære interventioner derfor i stigende grad er blevet anset for berettigede. Således har FN/NATO i de senere år bl.a. foretaget humanitære interventioner i Somalia (1992), Bosnien (1994), Kosovo (1999) og Libyen i 2011.

Der er blandt FN´s medlemslande forskellige holdninger til, hvor alvorligt menneskerettighederne skal være krænket for at foretage en humanitær intervention. Danmark og de fleste andre i-lande støtter naturligvis ikke-interventionsprincippet, men ikke ubetinget. Hvis den siddende regering i et land ikke er i stand til at beskytte sin befolkning, og der samtidig er dokumentation for folkedrab, etnisk udrensning eller krigsforbrydelser, er det holdningen, at det er det internationale samfunds pligt at gribe midlertidigt ind og sikre beskyttelse af civilbefolkningen efter en beslutning herom i FN´s Sikkerhedsråd. Denne politik er godkendt i FN og betegnes ”Responsibility to Protect”. Eller forkortet R2P. Betingelsen om, at intervention kun må finde sted efter godkendelse fra FNs Sikkerhedsråd, er dog ikke altid blevet respekteret, fx ved interventionerne i Kosovo (1999) og i Irak (2003).

Ikke-intervention er også en politik, mange af ulandene støtter, men ud fra forskellige motiver. Visse af de udemokratiske regimer er imod princippet om intervention, idet de frygter, at udenlandsk intervention kan blive rettet mod deres egen regeringsførelse og eventuelt koste dem magten. Andre ulande er bekymrede for, at USA eller andre af de gamle kolonimagter fristes til at intervenere i lande med venstreorienterede regeringer. Mange lande har således været kritiske over for baggrunden for interventionerne i Afghanistan (2001), Irak (2003) og Libyen (2011), men også konsekvenserne for civilbefolkningens menneskerettigheder har været kritiseret.

Bl.a. BRIK-landene hævder, at USA og de gamle magthavere i Europa bruger princippet om ”Responsibility to Protect” meget selektivt, idet man er villige til at se igennem fingre med selv alvorlige krænkelser af menneskerettigheder eller tilsidesættelse af demokratiske spilleregler, såfremt det sker i lande, hvis regeringer man af andre grunde ønsker at være på god fod med. Her peger man på visse olierige lande i Mellemøsten. Derfor går nogle få lande, bl.a. Rusland og Kina, så stærkt ind for ikke-interventionsprincippet, at de stort set aldrig vil støtte indgreb i andre landes indre forhold. Brasilien og en række ulande indtager en slags mellemposition mellem henholdsvis i-landene og Rusland og Kina. Således har Brasilien i efteråret 2011 fremlagt et forslag til en revision af R2P-konceptet med en model, som brasilianerne betegner som ”Responsability While Protecting”.