Sikkerhed

Begrebet anvendes i mange sammenhænge, og refererer ofte til det enkelte individs sikkerhed. F.eks. er både kriminalitetsbekæmpelse og velfærdspolitik et led i at skabe større sikkerhed for et samfunds borgere. I International Politik refererer begrebet til større kollektivers sikkerhed, først og fremmest stater, men også befolkningsgrupper som etniske mindretal.

Sikkerhed er nøje forbundet med begrebet trusler jo flere trusler, jo mindre sikkerhed. En stats sikkerhedspolitik er en vigtig del af udenrigspolitikken og drejer sig om at afværge eller mindske trusler mod sikkerheden. De største trusler er rettet mod selv overlevelsen - for staters vedkommende den fysiske eksistens og suveræniteten, for nationer og mindre kollektiver identiteten (f.eks. sprog og traditioner). I mange tilfælde er truslerne kun rettet mod den måde, overlevelsen foregår på.
Hvis freden mellem en gruppe lande eller evt. alle lande er truet, taler man om trusler mod den internationale sikkerhed. Globale miljøtrusler er rettet mod hele menneskehedens overlevelse. Herved bliver klimapolitik i dag også en del af sikkerhedspolitikken.

Man skelner mellem snæver og bred sikkerhed. Snæver sikkerhed vedrører de trusler, der hidrører fra militære midler, typisk trusler om angreb fra andre stater, men i vore dage også terrortrusler. Med det brede begreb inkluderes en række andre typer trusler mod sikkerheden: økonomiske (velfærd), politiske (styreform og ideologi), samfundsmæssige (sammenhold og identitet) og miljømæssige (naturgrundlaget og bæredygtigheden). Tidligere i historien var den snævre sikkerhed i fokus i staternes sikkerhedspolitik. Det gjaldt også under Den kolde Krig, hvor to fjendtlige blokke stod over for hinanden i Europa. I dag er fokus skiftet i hvert fald i den økonomisk mest udviklede del af verden til den brede sikkerhed. Det hænger dels sammen med en mindsket sandsynlighed for krige mellem stater, dels med den øgede gensidige afhængighed. Den betyder bl.a., at velfærden i én stat (økonomisk sikkerhed) kan være truet af udviklingen i både nære og fjernereliggende stater. 

Til imødegåelse af trusler mod sikkerheden kan anvendes både hårde og bløde midler. I overensstemmelse hermed sondres mellem hård og blød sikkerhedspolitik. Den hårde sikkerhedspolitik er karakteriseret ved brug af militære midler og har typisk form af forsvars- og alliancepolitik. Dansk deltagelse i krigen i Afghanistan er et eksempel på hård sikkerhedspolitik, idet der er indsat danske soldater, hvis opgave er i samarbejde med allierede stater inden for NATO - med militære midler at nedkæmpe et oprør. Men indsatsen i Afghanistan er også præget af bløde midler. Herunder hører diplomatiske initiativer (f.eks. mægling og forhandlinger), økonomisk hjælp og genopbygning.

Der kan argumenteres for, at småstater som Danmark med begrænsede fysiske ressourcer har større mulighed for at øve indflydelse og bekæmpe trusler mod sikkerheden ved brug af bløde midler end ved brug af hårde midler. Da Danmarks sikkerhed var truet af Tyskland op til Anden Verdenskrig, blev der hovedsageligt anvendt bløde midler i forsøget på at imødegå truslen. Da truslen efter krigen skiftede til Sovjetunionen og dens allierede i Østeuropa, blev de hårde midler i højere grad taget i anvendelse, men der blev også ført blød sikkerhedspolitik, bl.a. ved at holde en lav profil inden for NATO. I dag hævder mange at den hårde sikkerhedspolitik har taget overhånd i strid med Danmarks udenrigspolitiske traditioner. Andre mener, at det er vigtigt at gøre op med disse traditioner.