Målet med sikkerhedspolitik er at sikre en stats eksistens (territorium og befolkning) og integritet (handlefrihed) mod ydre trusler. Politikken kan tage udgangspunkt i et snævert sikkerhedsbegreb, som er sikkerhed mod militære trusler, og i et mere omfattende sikkerhedsbegreb, der omfatter trusler mod miljø og velstand. Sikkerhedspolitiske virkemidler er dels militært forsvar, dels medlemskab af alliancer (kollektivt forsvar) som NATO og endelig medlemskab af organisationer, som kan sikre den mere omfattende sikkerhed. Dansk sikkerhedspolitik har rent forsvarsmæssigt været knyttet til USA, mens Danmark på grund af EU-forbeholdene ikke deltager i EUs sikkerheds- og forsvarspolitik.
Sikkerhedspolitik
Uddybende forklaring
Den politik, et land fører for at sikre landets territorium, befolkning og handlefrihed (suverænitet) mod ydre trusler. Sikkerhed kan traditionelt opfattes som fravær af militære trusler, mens der især efter ophøret af Den kolde Krig tales om et bredere sikkerhedsbegreb, som handler om at beskytte sig mod forurening, energimangel, økonomiske kriser osv. Terrortruslen indtager en mellemposition, da der næppe er tale om en egentlig trussel mod de europæiske landes eksistens eller politiske handlefrihed.
De sikkerhedspolitiske midler er dels militære, dels medlemskab af alliancer (kollektivt forsvar, fx NATO) og endelig mere omfattende deltagelse i internationalt samarbejde (kollektiv sikkerhed, fx FN). Efter ophøret af Den kolde Krig har forsvarspolitikken i form af militært forsvar af territoriet fået mindre betydning, da der kun er ganske få krige mellem stater. Danmarks geografiske placering indebærer således, at vi efter 1989 kan siges at indgå i et sikkerhedsfællesskab - hverken vi eller vores nabolande har nogen som helst forestillinger om, at eventuelle stridigheder må eller kan løses med militære midler.
Sikkerhedspolitikken afhænger i nogen grad af den siddende regering. I USA er der således fra George Bush til Barack Obama sket et skifte fra vægt på militær overlegenhed til samarbejde med andre stater - svarende til opdelingen i international politik mellem realister og idealister.
Dansk sikkerhedspolitik har traditionelt været bundet til USA og NATO, og Danmark deltager på grund af EU-forbeholdene ikke i EUs fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, der blandt andet omfatter udsendelse af fredsbevarende styrker og bekæmpelse af pirater. Under Den kolde Krig måtte Danmark føre en forsigtig og tilpassende sikkerhedspolitik på grund af Danmarks beliggenhed ved Østersøen, som Sovjetunionens flåde skulle bruge til at komme ud i Atlanterhavet. Senere har Danmark ført en mere aktivistisk sikkerhedspolitik og deltaget i krige på Balkan, i Irak og i Afghanistan. I den aktivistiske sikkerhedspolitik, som ellers normalt kun føres af stormagter, har Danmark fulgt i USA´s fodspor uanset om FN har eller ikke har godkendt de militære indgreb.
Mangel på energi, global opvarmning og den internationale finanskrise er eksempler på trusler, der ikke er militære og heller ikke kommer fra andre aktører (stater), men derimod strukturelle trusler. For nogle stater som fx Bangladesh og ø-staten Maldiverne kan den globale opvarmning og den stigende vandstand være en så omfattende trussel, at den kan bringe statens territorium og overlevelse i fare.
Figurer
Læs videre
Se alle 2
