Realismen er en hovedretning inden for international politik, der lægger vægt på brugen af magt. Stater er ifølge den realistiske skole som mennesker, der er egoistiske og stræber efter mest mulig magt. Nationalstaterne er de vigtigste aktører i international politik, og de er konstant optaget af at sikre nationale interesser, først og fremmest statens overlevelse. Realisterne skelner mellem den velordnede nationalstat og det anarkiske internationale system uden lov og orden. Stater går i krig for at få endnu mere magt, men da alle stater stræber efter magt, opstår der en magtbalance, som skaber en form for stabilitet. Realismen står i modsætning til idealismen, der betoner samarbejde mellem stater som den bedste garanti imod krig og ufred.
Neorealismen er en videreudvikling af den realistiske teori med Kenneth Waltz som den mest fremtrædende teoretiker. Mens realismen betragter anarkiet i verden som et grundvilkår for staternes adfærd, mener neorealisterne, at alle stater indgår i et internationalt politisk system, der kan være styret af et forskelligt antal poler: unipolaritet, bipolaritet og multipolaritet.
Realisme
Uddybende forklaring
Realismen er en af de to hovedskoler i international politik. Realisterne tror i modsætning til idealisterne, at stater stræber efter magt og alene tilgodeser deres egne, nationale interesser. Realismen opstod i 1930erne, men fik sin storhedstid efter 2. verdenskrig. Realisternes udgangspunkt er, at stater ligesom mennesker konstant stræber efter magt. Magten er både et middel og et mål. Derfor vil der altid være konflikter i verden. Da alle lande opbygger militær magt, kan der dog opstå en magtbalance, der reducerer risikoen for krig.
De eneste relevante aktører i international politik er nationalstaterne. Realismen skelner mellem den velordnede nationalstat og det anarkiske internationale system. I staten er der en autoritativ magtudøvelse regering og politi og grundlovsbestemte måder at løse politiske konflikter på. I det internationale system ser staterne på hinanden med mistro, fordi systemet mangler lov (realisterne tror ikke på folkeret) og orden. De to verdenskrige beviste for realisterne, at samarbejde og internationale institutioner som Folkeforbundet ikke kunne sikre freden. Heller ikke FN har været i stand til at forhindre krige og militær oprustning. Realismen har altså et ret pessimistisk syn på udviklingen i verden, idet den betragter opnåelsen af en varig fred som udelukket pga. anarkiet og staternes modsatrettede interesser.
Opbygningen af EU har dog i nogen grad svækket realismen, fordi tidligere modstandere kunne finde sammen i et omfattende samarbejde. Realisterne forsvarer sig dog med, at de europæiske lande slog sig sammen for at holde Tyskland under kontrol og samtidig opnå samme magt som USA og Sovjetunionen.
I 1980erne opstod en ny retning inden for realismen, der kalder sig neorealismen. Kenneth N. Waltz var en af hovedmændene bag denne nye retning. Den lægger større vægt på det internationale system af nationalstater end på alles kamp mod alle. Det internationale system har nogle spilleregler, som staterne må følge, hvis de vil tilgodese deres nationale interesser, ligesom markedet har nogle spilleregler, som økonomiske aktører ud fra rationelle betragtninger må følge. Det er en strukturforklaring, hvor strukturen i høj grad forklarer staters adfærd. Neorealisterne skelner mellem forskellige systemtilstande ud fra antallet af poler (stormagter) i systemet: unipolære systemer (det aktuelle system med USA som ene-supermagt), bipolære systemer (USA og Sovjetunionen var de to poler under Den kolde krig) og multipolære systemer (fx mellemkrigstidens system med 6-7 stormagter). Ifølge neorealisterne er bipolære systemer, hvor to stormagter holder hinanden i skak, de mest stabile. Man kan derfor i det aktuelle system med USA som unipolen forvente ændringer. For det første kan en rivaliserende stormagt (fx Kina) udfordre USA´s ledende rolle, så vi får et bipolært system, eller Kina kan måske endog overtage rollen som unipol. For det andet kan vi med BRIK-landenes hastige økonomiske vækst i tankerne måske igen få et multipolært system, hvori stormagterne som i mellemkrigstiden vil indgå i skiftende koalitioner.
Figurer
