Idealisme er den hovedretning i international politik, der lægger vægt på samarbejde mellem stater og stærke internationale organisationer. Idealismen opstod mellem de to verdenskrige med oprettelsen af Folkeforbundet og blev yderligere styrket med FN efter anden verdenskrig. Ifølge idealister vil handel og andet samkvem være med til at skabe en gensidig afhængighed mellem stater og dermed en fredeligere verden. Idealismen er beslægtet med interdependens-teorien, der mener, at samhandel, økonomiske transaktioner, fælles miljøproblemer og lignende nødvendiggør et politisk samarbejde som i EU. Idealismen står i modsætning til den anden hovedretning: realismen, der betoner den nationale interesse og om nødvendigt brug af magt for at nå sine mål.
Idealisme
Uddybende forklaring
Idealismen er en af de to hovedskoler i international politik. Idealisterne tror i modsætning til realisterne på fred og fremskridt og anbefaler derfor handel og samarbejde. Folkeret i stedet for magtbrug er en anden idealistisk hjørnesten.
Lidt forvirrende taler mange forskere om liberalisme i stedet for idealisme, fordi tankerne om demokrati og samarbejde først opstod blandt liberale filosoffer i slutningen af 1700-tallet. Her bruges betegnelsen idealisme for at undgå en forveksling af teorien med den økonomiske liberalisme, som først og fremmest handler om at lade markedsmekanismen styre. Mange amerikanske forskere inden for den idealistiske retning betragter dog de frie markedskræfter som en vigtig del af teorien.
Idealismen er nært beslægtet med teorien om interdependens, som betyder gensidig afhængighed mellem lande. Nogle mener, at denne afhængighed udvikler sig mere og mere. Når lande fx åbner grænserne for handel og for arbejdskraftens fri bevægelighed, opstår der også behov for fælles valuta og kriminalitetsbekæmpelse. Folkeforbundet og FN er internationale organisationer, som harmonerer med idealismen, men den Europæiske Union har særlig interesse, fordi de europæiske lande har bundet sig til et omfattende samarbejde, som realisterne aldrig ville have troet muligt.
Det vigtigste for idealisterne er dog, at samarbejde vil reducere risikoen for krig. Demokratiske lande går ikke i krig mod hinanden, lyder et idealistisk slagord. Idealismen er delvist et opgør med nationalstaternes suverænitet. Der skal opbygges en folkeret altså en international lovgivning som nationalstaterne skal følge. Dermed ophæves i nogen grad skellet mellem det nationale og det internationale system. Realisterne kritiserer her idealisterne for ønsketænkning.
En neoliberal eller neoidealistisk retning ønsker mere videnskabeligt at efterforske, hvad der skaber integration og samarbejde. Denne retning lægger endvidere vægt på, at stater må indgå bindende kontrakter om samarbejde og oprette stærkere internationale organisationer med problemløsende kompetencer. Endelig finder neoidealister det væsentligt, at ikke-statslige organisationer, fx miljøorganisationer som World Watch Institute og Greenpeace og menneskeretsorganisationer som Human Rights Watch, er aktører i international politik.
Hele dette kompleks af aftaler og organisationer kalder idealisterne for internationale regimer. Det kan fx være på områder som menneskerettigheder og klima. Et regime er således principper, normer og regler for beslutningstagen, som stater slutter op om på et bestemt område.
Figurer
