I international politik betyder integration en sammenslutning af stater eller et tættere samarbejde mellem stater. Der er to hovedopfattelser, enten en funktionalistisk integration, som lægger vægt på praktisk (funktionelt) samarbejde på bestemte områder, eller en føderalistisk integration, hvor stater opretter et forbund med en fælles grundlov. I Europa har begge retninger haft fortalere siden Fællesmarkedets oprettelse i 1958. Funktionalisterne ville samarbejde om handel (toldunion) og på andre områder, der skabte velstand. Føderalisterne ville oprette Europas Forenede Stater, altså en forbundsstat med en centralmagt og delstater (de tidligere nationalstater). Udviklingen fra fællesmarked over indre marked til Europæisk Union kan siges at være en proces mod en føderation, men ikke mindst med optagelsen af mange nye medlemmer er processen bremset op.
Integration, international
Uddybende forklaring
En sammenslutning af stater eller et tæt samarbejde mellem stater. Siden anden verdenskrig har der været diskussion om, hvilken form det europæiske samarbejde burde have, enten en føderalistisk opbygning, hvor man fra starten oprettede en europæisk føderation (forbundsstat) med fælles forfatning og fælles politiske institutioner (som USA), eller et funktionelt samarbejde på afgrænsede ofte økonomiske - områder, fx afskaffelse af indbyrdes told og fælles landbrugspolitik. Inden for den funktionalistiske teori mener nogle, at integrationen foregår som en proces mod et stadigt nærmere samarbejde. Det kaldes også en integrationsproces i dybden. Der kan ligeledes foregå en integration i bredden ved, at flere og flere lande optages i samarbejdet.
Målet med funktionalismen er fred og sikkerhed, som opnås gennem økonomisk samarbejde. Her har det politiske samarbejde mindre betydning. Samarbejdet kan udbygges, efterhånden som behovene opstår.
Politologen Karl Deutsch udviklede i 1960erne den såkaldte transaktionalisme, hvor stadigt flere transaktioner mellem lande, fx handel, turisme og studenterudvekslinger, fører til stadigt større fællesskabsfølelse mellem landenes befolkninger og dermed til et sikkerhedsfællesskab, hvor landene ikke længere kan tænkes at gå i krig mod hinanden.
Et mellemstandpunkt mellem funktionalister og føderalister er neofunktionalismen, som blev grundlagt af politologen Ernst Haas. Han lagde vægt på, at integrationen ville udvikles i dybden, såfremt der hos politiske eliter opstod en fællesskabsfølelse, og at disse eliter dermed ville rette stadig større opmærksomhed mod fællesskabet (Bruxelles). Det kunne så ifølge Haas lede til integration på nye områder (spillover-effekt).
Man kan her skelne mellem negativ integration, som er afskaffelse af hindringer for samhandel og fri bevægelighed over grænser nærmest den funktionalistiske teori - og positiv integration med oprettelsen af fælles politik, som ofte kan være en nødvendig konsekvens af den negative integration. Fx behovet for politisamarbejde som følge af de åbne grænser.
EU's udvikling fra fællesmarked (toldunion) over indre marked med fri bevægelighed for varer, arbejdskraft, tjenesteydelser og kapital og fjernelse af alle fysiske hindringer såsom grænsebomme (Schengen-samarbejdet) til den økonomisk-monetære union er en tydelig integrationsproces, men en egentlig føderation er der stadig stor folkelig uvilje mod. Således måtte en Traktat om en Forfatning for Europa opgives i 2005.
Der findes ligeledes regional integration i Afrika (African Union), Sydamerika (Mercosur), Nordamerika (NAFTA) og Asien (ASEAN), men ingen af disse samarbejder er nær så udviklede som EU.
Figurer
