To opfattelser af international politik har traditionelt stået over for hinanden: På den ene side realismen, der fremhæver, at det karakteristiske for det internationale system er fraværet af en overordnet magt. Der råder derfor anarki. Staterne må først og fremmest søge at sikre sig selv. Magt er det centrale begreb, og et af de vigtigste midler til stabilitet er magtbalancen, hvor stater går sammen mod en stærkere magt. Ifølge realisterne er enhver sig selv nærmest. Over for denne opfattelse står idealismen, og ifølge denne har landene og menneskene grundlæggende fælles interesser, og gennem samarbejde, gensidig forståelse og respekt kan man undgå krige og konflikter. Det er muligt at oprette en international retsorden, der med tiden vil ændre det internationale system. Folkenes Forbund i mellemkrigstiden og FN i efterkrigstiden bygger især på denne tankegang. I 1970'erne blev de liberale teorier udviklet, hvilket betyder en opblødning: Selvom systemet fortsat opfattes grundlæggende anarkistisk, er staterne i deres magtkamp ikke mere enerådende: Transnationale selskaber, internationale organisationer og medierevolutionen betyder, at det ikke mere kun er staterne, der optræder på verdensscenen. Samtidig har nogle teoretikere, der går under betegnelsen den engelske skole påpeget, at staterne i stadig stigende grad er underlagt visse fællesmenneskelige normer.
Teorier i international politik
Uddybende forklaring
Der findes et stort antal teorier, der søger at forklare, fortolke og nogle gange forudsige udviklingen i international politik. De kan opdeles i generelle teorier, der tager udgangspunkt i en overordnet forståelse af, hvad der driver udviklingen, hvilke aktører der er de centrale, og hvilke tilstande der hersker i verden - og specielle teorier, der vedrører delområder af den internationale politik som f.eks. integrationsteori, allianceteori, interdependensteori, udviklingsteori og beslutningsprocesteori. De specielle teorier vil være mere eller mindre tæt forbundne med bestemte generelle teorier.
M.h.t. generelle teorier har der traditionelt været en opdeling mellem to hovedretninger: realismen og idealismen. De kan igen underopdeles mellem forskellige delretninger, der er opstået i kraft af de to hovedretningers udvikling over tid. Således taler man f.eks. om den klassiske realisme og neorealismen. Idealismen benævnes ofte også liberalismen, hvorefter betegnelsen idealisme så kun repræsenterer en bestemt fase (mellemkrigstiden) i teoriens udvikling.
I realisternes forståelse af verden er udgangspunktet anarkiet i det internationale system. Den internationale politik afviger grundlæggende fra den nationale, fordi der hverken eksisterer eller er mulighed for at etablere love og regler, der forpligter enhederne til at følge en bestemt adfærd. De taler dog også om, at bl.a. folkeretten og udviklingen af internationale organisationer har skabt et såkaldt modent anarki, men der er ingen instans, der i sidste ende har magt til at sikre reglernes overholdelse. Iflg. realisterne består enhederne af stater, der som følge af anarkiet må koncentrere sig om deres egne, nationale interesser for at overleve. Herved kommer de let i konflikt med hinanden, og der vil altid være fare for nye krige. Midlertidig fred kan opnås ved, at de ledende stater etablerer en magtbalance, f.eks. gennem oprustning. Magtfordelingen mellem disse stater bestemmer systemets grundlæggende karakter, der kan være enten unipolært, bipolært eller multipolært. Neorealisterne mener, at systemets karakter er afgørende for enhedernes (staternes) handlinger.
Idealisterne har en mere optimistisk forståelse af verden. Modsat realisterne mener de, at der er mulighed for grundlæggende ændringer af det internationale system. De ser f.eks. EUs eksistens som udtryk for, at det er muligt at overvinde anarkiet og udvikle et system, hvor samarbejde frem for konflikt præger staternes indbyrdes relationer. Blød magt frem for hård magt får stigende betydning. Fremskridtstroen hviler især på følgende forhold: stigende velstand, øget indbyrdes afhængighed, menneskets evne til at lære af sine erfaringer. Desuden opererer idealisterne med en demokratitese, hvorefter demokratiets større udbredelse skaber betingelser for en mere varig fred. For idealisterne vil staterne ikke vedblivende være de eneste eller vigtigste aktører. I stigende grad vil andre aktører som multinationale selskaber, NGOere og andre transnationale bevægelser komme til at spille en rolle. En særlig underretning, den liberale institutionalisme, tillægger fremkomsten af internationale organisationer og regimedannelse stor vægt.
Det er i dag normalt at henregne to andre retninger til de generelle teorier. Den ene er konstruktivismen, der bygger på, at staters handlinger og dermed også den internationale politik skal forstås ud fra en konstrueret menneskeskabt virkelighed. Hverken staternes interesser eller den identitet, der også er med til at bestemme deres politik, er på forhånd givne størrelser, men skabt i kraft af menneskers tanker, forestillinger og sprogbrug (diskurser). F.eks. hævdes det, at politikere har italesat terrorismen som et væsentligt problem (krigen mod terror). Den anden retning, international politisk økonomi (IPØ), tager udgangspunkt i de nære relationer, der er mellem politik og økonomi, og tillægger de økonomiske faktorer afgørende betydning for forståelsen af den internationale politik. Fokus er således på globaliseringen, multinationale selskaber og den store økonomiske ulighed mellem rige og fattige stater. I en neo-marxistisk underretning opdeles verden i et center, en periferi og en semi-periferi, der er indbyrdes forbundne, og hvor centeret profiterer af de to andre dele.
En teoriretning, der repræsenterer en slags brobygning mellem de to hovedretninger, er den såkaldte engelske skole, der dog i sit udgangspunkt er mere realistisk end idealistisk. Et nøglebegreb i den engelske skole er det internationale samfund, dvs. at der - trods anarkiske tilstande - eksisterer normer, regler og institutioner, der er med til at sætte rammer for staternes adfærd. Denne skole opererer også med begrebet verdenssamfund, hvor det ikke længere er staterne, men alle verdens borgere der indgår i et fællesskab. Den engelske skole har endvidere været optaget af begreberne orden og retfærdighed i det internationale samfund, og hvilken sammenhæng der er mellem dem.
Figurer
