I debatten om EU’s fremtid diskuterer man bl.a. ”det fleksible EU”, hvor man forestiller sig, at medlemsstaterne deltager i forskelligt omfang i de forskellige samarbejdsområder.
Èn af de modeller, man debatterer, betegnes ”EU i flere rum”. Denne model indebærer, at en gruppe kernelande, i dag typisk de 18 euro-lande, indbyrdes har vedtaget en mere vidtgående integration end de øvrige 10 medlemslande. Blandt disse sidste ønsker nogle, bl.a. Danmark, at hægte sig på ved at deltage i udvalgte dele af kernelandenes samarbejde, eksempelvis finanspagten, og de udgør dermed en indre periferi i EU-samarbejdet. Andre lande, især Storbritannien og Tjekkiet, holder sig så vidt muligt uden for yderligere integrationstiltag, og de udgør således en ydre periferi i EU. En sådan model kan imidlertid på lidt længere sigt føre til en sprængning af hele EU-samarbejdet.
