Begrebet dækker en række problemer i EU's beslutningsproces og legitimitet over for vælgerne i EU. Blandt de vigtigste problemer er Ministerrådets store magt i forhold til det folkevalgte Europa-Parlament, de mange embedsmand-komiteer (forvaltningskomiteer) under Kommissionen, der træffer beslutninger på en lang række områder (fx tilsætningsstoffer), og de nationale parlamenters manglende deltagelse i EUs beslutningsproces. De senere år har man søgt at afhjælpe det demokratiske underskud ved større åbenhed i Ministerrådet og ved at lade Ministerrådet og Europa-Parlamentet have lige stor indflydelse på beslutningsprocessen på en lang række områder. I Danmark har Folketinget endvidere via Europaudvalget parlamentarisk kontrol med regeringens politik i Ministerrådet.
Demokratisk underskud i EU
Uddybende forklaring
Et begreb, der først blev brugt om EU, men også kan bruges om andre internationale organisationer. Begrebet dækker, at EU ikke har samme folkelige legitimitet (accept) og deltagelse som folkestyret i mange nationalstater (den parlamentariske styringskæde). EU har heller ikke samme åbne og demokratiske lovgivningsproces som i medlemslandene.
Der kan mere konkret peges på følgende problemer: 1. Det folkevalgte Europa-Parlament har på en række områder ikke samme indflydelse som Ministerrådet, der repræsenterer medlemslandenes regeringer. Ministerrådets forhandlinger er endvidere lukkede for offentligheden. 2. En del lovgivning vedtages af embedsmænd i såkaldte forvaltningskomiteer under Kommissionen, fordi Europa-Parlamentet og Ministerrådet kun har vedtaget en slags rammelove på området. 3. De nationale parlamenter er ikke inddraget i beslutningsprocessen i EU og har kun ringe mulighed for at kontrollere deres regeringers forhandlinger på EU-topmøder og i Ministerrådet. 4. Befolkningernes interesse for EU-spørgsmål er lav, og EU betragtes som et fjerndemokrati nede i Bruxelles. Den ringe interesse kan skyldes den manglende mulighed for at påvirke beslutningsprocessen i en union med 500 millioner indbyggere, men også de meget komplicerede beslutningsprocesser, når EU skal vedtage love (direktiver og forordninger).
EU har dog ved ændringer af traktater forsøgt at formindske det demokratiske underskud. Europa-Parlamentet har på de fleste områder via forligsproceduren (fælles beslutningstagen) samme magt som Ministerrådet, idet lovgivning kun kan vedtages, hvis Ministerrådet og Parlamentet er enige. 2. En række nationale parlamenter har indført forskellige kontrolmekanismer med deres regeringers forhandlinger og standpunkter i Ministerrådet. Således skal det danske Europaudvalg i Folketinget give ministeren mandat, før ministeren rejser til Bruxelles for at deltage i Ministerrådsmøder. Europaudvalget har dannet skole i mange andre EU-lande. 3. Endelig har den seneste Lissabon-traktat fra 2009 indført flertalsafgørelser i Ministerrådet på områder, hvor der tidligere var krav om enstemmighed. Derved er EU blevet mere demokratisk, men samtidig mere overnational. Ifølge traktaten kan 1 million borgere i EU med deres underskrifter tvinge EU-kommissionen til at fremsætte et lovforslag tidligere har alene de regeringsudpegede kommissærer haft lovgivningsinitiativ. Europa-Parlamentet har stadig ingen ret til at fremsætte lovforslag.
Forsøgene på at mindske det demokratiske underskud har dog ikke ændret den folkelige skepsis over for beslutningerne "nede i Bruxelles", og stemmeprocenten til Europa-Parlamentet har været konstant faldende fra 62% i 1979 til 43% (Danmark 55%).
Figurer
