I EU findes flere forskellige beslutningsprocesser, som alle adskiller sig fra lovgivningsprocessen i andre parlamentariske systemer. Det fremgår af traktaterne, hvilken beslutningsform, der skal anvendes på hvert område, fx landbrug, miljø, sikkerhedspolitik osv. Den vigtigste beslutningsproces efter vedtagelsen af Lissabon-traktaten er den fælles beslutningsprocedure, der oprindeligt stammer fra Maastricht-traktaten. Den giver Ministerrådet og Europa-Parlamentet lige stor indflydelse. Kommissionen stiller et forslag, som derefter behandles af både Europa-Parlamentet og Ministerrådet for det pågældende område, fx miljø. Der kan kun vedtages en retsakt, hvis de er enige. De sagsområder, der stadig er mellemstatslige, fx sikkerhedspolitik, vedtages alene af Ministerrådet, og der kræves enstemmighed i Rådet.
EU's beslutningsprocedurer
Uddybende forklaring
I enhver organisation findes formelle regler der regulerer måden beslutninger træffes på. I EU er disse regler forholdsvis indviklede idet der både skal tages hensyn til indflydelsen fra mange medlemslande af vidt forskellig størrelse, til den rolle som hovedorganerne skal spille, og til effektiviteten d.v.s. sikre at forslag ikke drukner i bureaukrati og fastlåste positioner.
Alle forslag der behandles af EU-organerne, gennemløber nogle faser inden de kan vedtages som beslutninger. Det normale er at forslagene udarbejdes i Kommissionen, der har såkaldt initiativret. Herefter overdrages de til Ministerrådet og Europa-Parlamentet, der begge fungerer som besluttende organer. Medlemslandene sørger for at de vedtagne beslutninger føres ud i livet bistået af Kommissionen.
Europa-Parlamentets rolle i beslutningsprocessen er gradvist blevet udvidet. Det har ført til udviklingen af tre forskellige beslutningsprocedurer hvor Parlamentets grad af ligestilling med Ministerrådet er afgørende for hvilken procedure der er tale om. I høringsproceduren skal Parlamentet udtale sig, hvorefter Kommissionen kan ændre sit forslag, men det er alene Ministerrådet der træffer selve beslutningen. Samarbejdsproceduren indebærer at forslag kun kan vedtages med enstemmighed af Ministerrådet hvis Parlamentet forinden har forkastet det. Ved medbestemmelsesproceduren også kaldet fælles beslutningstagen er de to organer helt ligestillede, hvilket indebærer at de begge to skal godkende forslaget for at det er vedtaget.
Med Lissabon-traktaten afskaffes samarbejdsproceduren, der kun har været anvendt yderst sjældent. Høringsproceduren bibeholdes, men dens anvendelsesområde indskrænkes, således at medbestemmelsesproceduren / fælles beslutningstagen bliver den helt dominerende beslutningsprocedure. Den vil fremover hedde den almindelige lovgivningsprocedure.
Det Europæiske Råd (topmøderne) spiller ofte en uformel rolle i forbindelse med vigtige beslutningers vedtagelse, men har kun en meget begrænset formel placering i EUs beslutningsprocesser.
Uformelt taler man også om den åbne koordinationsmetode. Det er en mere uforpligtende procedure, der bygger på gensidig læring. Idéen er at medlemsstaterne aflægger rapport inden for et bestemt område hvor der er vedtaget fælles beslutninger. Rapporterne forventes så at fungere som inspirationskilde for andre medlemmer. Proceduren har fundet anvendelse i bl.a. beskæftigelsespolitikken.
Figurer
