EU fik først en egentlig miljøpolitik med vedtagelsen af EF-pakken (Europæisk Fælles Akt) i 1987, som også indførte det indre marked med fri bevægelighed for varer. Det indre Marked gjorde det - også af konkurrencehensyn - nødvendigt at indføre en fælles miljøpolitik, fx om tilsætningsstoffer, kemikalier og affaldshåndtering. Siden Maastricht-traktaten i 1993 har de fleste beslutninger på miljøområdet kunnet træffes med flertalsafgørelser. Den såkaldte miljøgaranti indebærer, at et land, der bliver nedstemt, godt kan indføre strengere miljøregler end de andre lande. Garantien er dog omdiskuteret, da Kommissionen ofte har indklaget medlemslande for EU-Domstolen for i ly af miljøregler at skabe tekniske handelshindringer for importvarer. Med vedtagelsen af klimapakken i 2008 om 20 % reduktion i udledningen af CO2-emissionen er EU gået længere end andre lande.
EU's miljøpolitik
Uddybende forklaring
EU's miljøpolitik fremgår af Lissabon-traktatens artikel 191 og 192. Miljøpolitikken blev først for alvor introduceret med Europæisk Fælles Akt (EF-pakken) i 1987. Det var den traktat, der afsluttede arbejdet med det indre marked med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser (den oprindelige toldunion fra 1958 havde samme mål). Med et stort fælles marked var der behov for miljøregler, dels fordi forureningen lettere kunne brede sig fra land til land, fx affald, dels fordi de lande, der havde den laveste miljøstandard, fx i produktionen og i de færdige varer, ellers ville have en konkurrencefordel. De første år kunne miljødirektiver kun vedtages med enstemmighed i Ministerrådet, mens de mange direktiver om det indre marked, fx afskaffelse af handelshindringer, kunne vedtages med kvalificeret flertal. Derfor blev nogle miljøregler vedtaget efter reglerne for det indre marked. Der har dog altid været en konflikt mellem miljøpolitikken og hensynet til den frie bevægelighed for varer, som EU prioriterede. Derfor indførte EU en miljøgaranti i bestemmelserne om Det indre Marked, der gjorde det muligt for et land at vedtage mere vidtgående miljøregler end de øvrige lande.
Miljøgarantien har dog ofte ført til uenighed mellem Kommissionen og de lande, der har villet bruge miljøgarantien til fx at opretholde strengere regler for sprøjtegifte eller tilsætningsstoffer i maden. Kommissionen har fundet sådanne tiltag konkurrenceforvridende og anlagt sag ved EU-Domstolen.
Med Maastricht-traktaten i 1993 blev miljøområdet omfattet af reglerne for den almindelige beslutningsprocedure, hvor der kun kræves kvalificeret flertal i Ministerrådet.
Det har været omdiskuteret, om miljølovgivningen bremsede de mest miljøvenlige lande eller var til fordel for alle, fordi lovgivningen ville forbedre miljøtilstanden i de mest fodslæbende lande.
Direktiverne på miljøområdet kunne enten totalharmonisere vilkårene, fx tilsætningsstoffer, eller anerkende en vis forskellighed landene imellem. En del direktiver fastsætter grænseværdier for forurening, fx bilernes udstødning og vandkvalitet.
I 2006 vedtog EU det måske mest omfattende direktiv nogensinde. Det handler om kemikalieregulering. REACH-forordningen - Registration, Evaluation and Authorisation of Chemicals - stiller krav om registrering og godkendelse af et stort antal sundhedsfarlige kemikalier.
9/3 2007 besluttede Det Europæiske Råd på sit topmøde en ambitiøs energi- og klimaaftale: 20 % gennemsnitlig reduktion af CO2 og andre drivhusgasser inden 2020. Hvis USA og de andre industrilande går med, hæves reduktionen til 30 %. 20 % energibesparelse i 2020. 20 % af EU's gennemsnitlige energiforbrug skal komme fra vedvarende energi i 2020. 10 % af benzin og diesel til biler skal erstattes med biobrændstof inden 2020. Spørgsmålet om atomkraftens betydning blev ikke endeligt afklaret. Først 23/1 2008 fik EU-kommissionen fremlagt et forslag til en klima- og energipakke og ved topmødet i Bruxelles 12/12 2008 enedes de 27 EU-lande om en fælles klimapakke. Aftalen om 20 + 20 + 20 blev vedtaget. Derudover indførtes der et kvotesystem, hvor medlemslandene fik tildelt et antal tilladelser til at udlede CO2. Hvert land kan derefter sælge eller give kvoterne gratis til kraftværker og storindustri.
Store EU-industrilande som Tyskland og Italien får gratiskvoter til den tunge industri som stål, cement, og kemikalier for at kunne modstå konkurrencen fra bl.a. Kina og Indien. Polen og otte andre østlande, der er meget afhængige af kul og importeret energi fra Rusland, fik i begyndelsen 70 % gratiskvoter, som gradvist optrappes til fuldbetaling i 2020. De enkelte EU-lande beholder indtægterne fra salg af kvoter, dog skal 12 % af pengene overføres til EU's fattigste lande til brug for omstilling af energisektoren.
Den danske stat kommer ifølge Energiministeriet til at indkassere 3-4 mia. kr. om året på at sælge kvoter til virksomheder, kraftværker osv., men ca. 400 mio. kr. sendes altså videre til de fattige østeuropæiske lande. Danmark har forpligtelser ud over den generelle EU-ramme. Vi skal op på 30 % vedvarende energi. Og vi har forpligtet os til en CO2-reduktion på 20 % inden for de forurenere, der ikke er omfattet af kvotesystemet, populært de tre b'er: biler, boliger og bønder. EU's gennemsnit er kun 10 %.
Figurer
