EU vedtager flere former for bindende retsakter. En forordning gælder direkte i medlemslandene, mens et direktiv er en slags rammelov, der pålægger medlemslandene at føre direktivet ud i livet som regel ved at vedtage en ny lov eller ved at ændre en bestående lov. Et direktiv bliver til ved, at Kommissionen stiller et lovforslag - i EU-terminologi vedtager Kommissionen lovforslaget, da Kommissionens medlemmer skal være enige. Dernæst skal Ministerrådet for det pågældende område og Europa-Parlamentet begge vedtage lovforslaget. Hvis de ikke kan blive enige om lovteksten, bortfalder forslaget. Medlemslandene har typisk et til to år til at implementere direktivet.
EU-lovgivning
Uddybende forklaring
EU lovgiver på de områder, som Unionen ifølge EU-traktaterne har kompetence til. Ifølge Lissabon-traktaten fra 2009 har EU ene-kompetence på en række områder som toldunion, konkurrenceregler, handelspolitik og monetær politik for de lande, der deltager i ØMU-samarbejdet. Her vedtager EU retsakter, der har direkte retskraft i medlemslandene. På en lang række områder deler EU og medlemslandene kompetencen. Det gælder det indre marked, social- og arbejdsmarkedspolitik, landbrug og fiskeri, miljø og energi. Her kan både EU og medlemslandene lovgive. Endelig er der områder, hvor EU ikke kan lovgive, fordi disse områder ikke indgår i EU-samarbejdet. Det gælder fx skatter og de fleste uddannelser.
EU's retsakter (love) er enten forordninger, som er direkte gældende i medlemslandene, eller direktiver, som medlemslandene skal føre ud i livet ved egen lovgivning. EU vedtager mere end 200-300 retsakter om året.
Lovgivningen har enten til hensigt at forbedre vilkårene på det pågældende område eller at harmonisere vilkårene i Det indre Marked, så der er lige konkurrencevilkår for alle. Når EU lovgiver, afgiver medlemslandene suverænitet, da de ikke kan afvise en forordning eller et direktiv. Ifølge Justitsministeriet er 19 % af den danske lovgivning direkte baseret på EU-lovgivning, mens eksperter anslår, at 60-80 % af lovgivningen på en eller anden måde er påvirket af EU. Når stadig mere national lovgivning påvirkes af EU, er det udtryk for en integrationsproces.
Den almindelige lovgivningsprocedure (fælles beslutningstagen) foregår ved, at Kommissionen fremsætter et forslag for både Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Begge instanser skal derefter vedtage forslaget og har således lige stor magt. I tilfælde af uenighed nedsættes et forligsudvalg. På en række områder har Parlamentet dog ingen indflydelse. Det gælder dele af landbrugs- og fiskeriområdet, dele af politisamarbejdet, den økonomiske politik og udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
I Danmark skal regeringen forelægge Kommissionens forslag til lovgivning for Folketingets Europaudvalg, der skal godkende ministerens oplæg til forhandlingerne i Ministerrådet. Når direktivet er vedtaget, er det Kommissionens opgave at overvåge, at lovgivningen overholdes. I sidste instans kan Kommissionen bede EU-Domstolen lægge sag an mod en medlemsstat.
Et meget stort antal retsakter, fx om tilsætningsstoffer i maden, afgøres af embedsmandskomitéer (såkaldte forvaltningskomitéer) under Kommissionen. Da denne komitéprocedure er helt lukket for offentligheden, bliver den jævnligt kritiseret for at være udemokratisk.
Figurer
