Finanspagten (EU)

Under planlægningen af euro-projektet i 1990'erne var man godt klar over, at indførelsen af en fælles valuta krævede, at en række økonomiske nøgletal (offentlig gæld, staters budgetbalancer og inflationen) ikke måtte afvige alt for meget fra hinanden mellem de deltagende lande. Iflg. "stabilitets- og vækstpagten" fra 1999 var især to krav afgørende for deltagelse i euro-samarbejdet: Gælden måtte ikke være over 60 % af BNP, og underskuddet ikke over 3 % af BNP. De samme krav bliver nu stillet i den Finanspagt, der ultimo 2012 er under forhandling i EU. Euroens konstruktionsfejl har altså ikke bestået i, at man ikke på forhånd har stillet krav til medlemslandene, men i, at man ikke har haft redskaber til at sikre deres overholdelse. Finanspagtens hovedopgave er at sikre det sidste.

Enighed om Finanspagten blev oprindeligt opnået på et topmøde i EU i december 2011. De 17 eurolande ønskede også de resterende 10 EU-medlemslandes medvirken, men den britiske premierminister David Cameron valgte at afvise pagten, og siden har også Tjekkiet meldt (foreløbigt) fra. Efter endelig vedtagelse på et nyt topmøde i marts 2012 står 25 lande derfor som underskrivere, herunder Danmark.  Da ikke alle EU-lande medvirker, har Finanspagten ikke kunnet gennemføres som en EU-traktatændring, men har i stedet fået karakter af en almindelig mellemstatslig traktat mellem de deltagende lande. For Danmarks vedkommende finder regeringen, at der ikke er tale om suverænitetsafgivelse, hvorfor tiltrædelsen af Finanspagten ikke skal ud til folkeafstemning efter Grundlovens § 20.

Hovedelementerne i Finanspagten er følgende:

• Det strukturelle budgetunderskud (dvs. renset for konjunkturernes påvirkning) i landene må ikke overstige 0,5 % af BNP.
• Statsgælden må højst være på 60 % af BNP. Ved overskridelse af denne grænse skal et land årligt reducere overskridelsen med 1/20 af gælden.
• Et lands budgetunderskud må højst være på 3 % af BNP. Ved overskridelse af grænsen bliver landet automatisk sanktioneret med en straf på op til 0,1 % af BNP.
• Krav om strukturreformer i lande med store underskud. Gennemførelsen overvåges løbende af EU.
• EU-Kommissionen skal evaluere de enkelte landes budgetplaner.
• Styrket koordinering af den økonomiske politik via bl.a. mindst to årlige eurotopmøder.

Reglerne er bindende for alle Finanspagtens deltagende lande. Ikke-euro-lande er dog ikke underlagt de samme regler mht. straf som euro-landene.

Overordnet set kan Finanspagten - sammen med Bankunionen - betragtes som et skridt videre i den europæiske integrationsproces. Bankunionen og Finanspagten kan således bane vejen for en egentlig finanspolitisk union, hvor EU får ret til at føre en fælles finanspolitik. Der er således tale om en stærk overstatslig binding i Finanspagten, når finanslove, inden de kan vedtages nationalt, skal gennemgås af EU-institutionerne, når lande kan straffes, hvis finanslovene ikke holder sig inden for bestemte rammer fastsat af EU, og når ny lovgivning på det økonomiske område først skal drøftes sammen med de øvrige medlemslande. Til trods for EU-landenes generelle opslutning bag Finanspagten har den derfor været genstand for megen kritik af nogle af dens bestemmelser, især fra dem, der i forvejen ser med skepsis på hele EU-samarbejdet og den stadigt tættere integration. To opfattelser står over for hinanden i spørgsmålet om, hvilken strategi der er bedst egnet til at overvinde den økonomiske krise: På den ene side en streng sparelinje, hvor fokus er på en nedbringelse af gælden som forudsætning for en langsigtet økonomisk genopretning; på den anden side en fremhævelse af, at en overdreven sparepolitik forværrer krisen. Kritikerne ser Finanspagten som udtryk for en overdreven sparestrategi og ønsker den derfor suppleret med tiltag, der stimulerer økonomien.