Åbn undermenuer...

Udenrigspolitik

En stats politik over for andre stater for at opnå bestemte mål. Målene kan være sikkerhed, velfærd eller at udbrede bestemte værdier. Udenrigspolitikken overlades i højere grad til regeringen (og udenrigsministeren) end andre politik-områder. Udenrigsministeren har en lang række ambassader og diplomater til at føre udenrigspolitikken ud i livet. Der er uenighed om, hvorvidt udenrigspolitikken er dikteret af objektive nationale interesser eller afhængige af de udenrigspolitiske beslutningstagere, fx statsministeren og udenrigsministeren, og deres embedsmænd. I sidste tilfælde vil udenrigspolitikken variere alt efter regeringens farve. På det sikkerhedspolitiske område byggede Danmarks udenrigspolitik fra 1814 til 1949 på neutralitet. Siden har Danmark været medlem af NATO.

 Uddybende forklaring

En stats politik over for andre lande med det formål at fremme statens interesser. Det er almindeligt at sondre mellem tre forskellige mål i udenrigspolitikken: De sikkerhedspolitiske, de udenrigsøkonomiske og de idépolitiske. Til dem er knyttet tre nøgleord: overlevelse, velfærd og værdier. De sikkerhedspolitiske mål sigter i snæver forstand på at hindre militære angreb på et land, herunder at arbejde for nedrustning og afspænding. I bredere forstand drejer de sikkerhedspolitiske mål sig bl.a. også om at stabilisere svage stater, at mindske den globale miljøforurening og at bekæmpe religiøs fundamentalisme. De udenrigsøkonomiske mål drejer sig først og fremmest om at fremme et lands eksport og sikre forsyninger udefra, så den hjemlige økonomi kan holdes i gang og ekspandere. Det er opgaver, som i høj grad varetages af private firmaer, men hvor statsmagten på forskellig måde kan yde en hjælpende hånd, fx gennem arbejdet for handelsliberaliseringer i WTO og etablering af Det indre Marked i EU. De idépolitiske mål drejer sig om at udbrede værdier, som en stor del af et lands befolkning hylder. De kan bl.a. handle om at mindske fattigdomskløften på globalt plan mellem ilande og ulande, om at udbrede demokrati og menneskerettigheder og om at sikre en international retsorden.

En stats muligheder for at opnå sine mål afhænger af de magtressourcer, landet har. De grundliggende (konstante) ressourcer består bl.a. af areal, befolkningstal, beliggenhed, historie, naturrigdomme og økonomisk udviklingstrin. Andre (mere foranderlige) ressourcer er BNP, handel, våben, teknologi, diplomati og information. Endelig afhænger en stats muligheder i udenrigspolitikken også af dens konkrete, situationsbestemte midler: argumenter, propaganda, økonomiske sanktioner, militær indgriben mv. Stormagter og småstater har i sagens natur meget forskellige mængder (og kvalitet) af disse ressourcer, hvilket giver sig udslag i forskellige typiske adfærdsmønstre for de to grupper af stater. Stormagter fører ofte enten dominanspolitik eller balancepolitik, mens småstater som regel enten er passive eller fører tilpasningspolitik. Undertiden brydes disse mønstre dog Danmarks såkaldte aktivistiske udenrigspolitik fra 1990´erne og fremefter er mere typisk for en stormagt end en småstat.

Udenrigspolitikken er som regel i højere grad end andre politik-områder overladt til den udøvende magt, altså regeringen og især udenrigsministeren. Udenrigsministeren har et omfattende diplomati med ambassader til at tale statens sag i andre lande og til at indsamle informationer.
I international politik er der forskellige opfattelser af, om der foreligger objektive nationale interesser, som enhver udenrigspolitisk beslutningstager er underlagt, eller om den udenrigspolitiske beslutningsproces afhænger af regeringen og dens indre og ydre omgivelser. Indre omgivelser kan være partier, interessegrupper, presse og embedsmænd, mens ydre omgivelser kan være andre lande og deres pression på beslutningstagerne.
Der er også uenighed om, hvor stor en rolle beslutningstagerens egen personlighed og syn på udenrigspolitikken spiller.

Danmarks udenrigspolitik er opbygget omkring nogle søjler, hvoraf især FN, NATO, EU og til dels Nordisk Råd, spiller en rolle. Dermed er Danmark ikke længere neutral i forhold til stormagterne, som Danmark var fra Napoleonskrigenes ophør og helt til NATO-medlemskabet i 1949. Hvor de ydre omgivelser tidligere var Europa, er det i dag hele verden, hvilket også afspejler sig i, at Danmark har deltaget i krige i både Irak og Afghanistan og giver en i forhold til andre lande omfattende ulandshjælp. Danmark har traditionelt lagt vægt på, at følge FN (FN-sporet) og har deltaget i en lang række fredsbevarende FN-aktioner.

 

 

Figurer