Adorno, Theodor W.

Adorno (1903-1969) var en tysk filosof, sociolog og musikteoretiker med tilknytning til kredsen omkring Frankfurterskolen, en retning inden for kritisk marxistisk samfundsteori. Adorno, der som jøde selv måtte flygte fra Tyskland til USA pga. nazismens jødeforfølgelser, har bl.a. beskæftiget sig med fascismens fremtrædelsesformer og fascinationskraft.

Adorno var særligt optaget af forholdet mellem individ og samfund, og med udgangspunkt i Hegel og Marx udviklede han en dialektisk teori om, at individet helt igennem er et produkt af samfundet, men at dette på den anden side kun eksisterer i kraft af individerne. Kapitalismen har imidlertid gennemtrængt alle menneskelige relationer, og samfundet er blevet et selvstændigt system, der dels blokerer for forståelsen af, hvad der holder samfundet sammen, dels tvinger mennesket til at handle og tænke på en bestemt måde, hvorved det mister sin frihed til at søge at skabe det gode liv.

Adorno, der som nævnt selv havde sit teoretiske udgangspunkt i marxismen, blev i takt med udviklingen i Sovjetunionen optaget af, hvad der kan få en positiv udvikling baseret på store idealer til at løbe af sporet. Det kom til udtryk i Oplysningens dialektik en analyse af forholdet mellem fornuft, oplysning og frihed - som han skrev i 1947 sammen med den tyske filosof Max Horkheimer. Temaet er i denne oplysningens dobbeltkarakter, hvilket vil sige, at mennesket bruger sin fornuft til at beherske naturen og dermed vinde en stigende grad af frihed. Men samtidig undertrykker mennesket også sin egen natur med den konsekvens, at friheden bliver til ufrihed, undertrykkelse og barbari. Kun ved at bruge fornuften til at erkende dennes i sit væsen egen dobbelthed kan en sådan udvikling bremses.

Adorno udviklede videre denne tankegang til et opgør med den idealistiske tradition i europæisk filosofi, som han kritiserede for at reducere fænomener i virkeligheden til begrebslige størrelser ved at gøre subjekt og objekt, begreb og indhold identiske. Ved ikke at have blik for den del af sagen, der ikke går op i virkeligheden, afskæres man ikke alene fra at erkende verden, som den er, men også fra at kunne tænke det, som kunne være anderledes utopien. Hans påstand var her, at virkeligheden altid er rigere, end det tænkningen gør den til. Bl.a. musikken mente han er et vigtigt middel til at udfordre og kritisere fornuftens tendens til at reducere virkeligheden. Disse tanker videreudvikledes af Adorno i en række musikteoretiske afhandlinger med fokus på den moderne atonale musik. Adornos samfundskritik gav genklang i 1970ernes ungdomsoprør.  Selv tog Adorno dog afstand fra studenteroprøret, som han betragtede som baseret på naivitet og mangel på forståelse for de reelle samfundsmæssige forhold.