Åbn undermenuer...

Intelligens

Begrebet karakteriserer en persons evne til at tænke, tilegne sig viden samt forstå og løse forskellige former for mere eller mindre abstrakte og komplekse problemer. Intelligens måles ved hjælp af intelligenstests, som måler en persons intelligens ud fra opgaver i henholdsvis verbalt-sproglig og matematisk-logisk kunnen samt hukommelse og evne til at aflæse billeder. Resultaterne herfra sammenvejes og sammenfattes i begrebet Intelligenskvotient, IQ. IQ på 100 opfattes som normal intelligens. Man søger at udforme disse tests således, at social baggrund og kulturelle faktorer elimineres, så det kun er den rene intelligens, man måler. Man kan dog næppe undgå, at sådanne forhold spiller ind på målingsresultatet, så man bør derfor ikke drage for vidtrækkende konklusioner ud fra dette.

Fra slutningen af forrige århundrede er man gået delvist bort fra at opfatte intelligensen som én bestemt generel størrelse og over til at se denne som opsplittet i flere intelligenser: verbal-sproglig, logisk-matematisk, intelligenser for musik, naturen, det rumlige, det kropslige, det personlige indre og social intelligens.

 Uddybende forklaring

Begrebet karakteriserer en persons evne til at tænke, tilegne sig viden samt forstå og løse forskellige former for mere eller mindre abstrakte og komplekse opgaver. Intelligens måles ved hjælp af intelligenstests, som måler en persons intelligens ud fra opgaver i henholdsvis verbalt-sproglig og matematisk-logisk kunnen samt hukommelse og evne til at aflæse billeder. Resultaterne herfra sammenvejes og sammenfattes i begrebet Intelligenskvotient, IQ. En IQ på mellem 90-100 betegnes som normal intelligens, under 70 som meget lav, og over 130 som meget høj (ca 2 % af befolkningen). Man søger at udforme disse tests således, at social baggrund og kulturelle faktorer elimineres, så det kun er den rene intelligens, man måler. Man kan imidlertid næppe undgå, at kulturelle og sociale forhold spiller ind på målingsresultaterne, så man bør derfor ikke drage for vidtrækkende konklusioner ud fra disse. Genetiske faktorer spiller selvfølgelig også i et vist omfang ind på en persons intelligensniveau.

I samfundsdebatten har man siden midten af forrige århundreder haft fokus på en såkaldt intelligensreserve i samfundet. Et bredt flertal i Folketinget er enige i, at 95 pct. af en ungdomsårgang  for at fastholde samfundets velstandsniveau skal gennemføre en ungdomsuddannelse og mindst 50 pct. en videregående uddannelse, men samtidig viser det sig f.eks., at blandt drenge med akademikerbaggrund har 70 pct. af de 25-årige en videregående uddannelse (eller er i gang med en), mens blandt deres jævnaldrende med ufaglærte forældre er det kun 13 pct. Dette på trods af, at man har haft megen fokus på at fjerne barrierer for uddannelse for personer med evner herfor. En af forklaringerne herpå findes uden tvivl i kulturen hos familier uden tradition for at tage en uddannelse.

Opfattelsen af intelligens og intelligent adfærd varierer med den historiske udvikling og den sociokulturelle kontekst. Således er man fra slutningen af forrige århundrede delvist gået bort fra at opfatte intelligensen som én bestemt generel størrelse og over til at se denne som opsplittet i flere intelligenser. Den kendte psykolog Howard Gardner opererer således med 8 forskellige intelligenser:

  1. En logisk-matematisk intelligens
  2. En Sproglig intelligens
  3. En rumlig intelligens
  4. En musisk intelligens, som svarer til de kunstneriske evner.
  5. En interpersonel intelligens, der handler om at forstå andres følelser og motiver og at begå sig socialt.
  6. En intrapersonel intelligens, der drejer sig om evnen til at forstå sine egne følelser og motiver.
  7. En kropslig intelligens ( kropskinæstetisk intelligens), som svarer til de motoriske evner.
  8. En naturalistisk intelligens, som drejer sig om evnen til at klassificere objekter i omverdenen.