Samfundsforandringer

Samfundsforandring er et centralt emne inden for samfundsvidenskaberne. Det gælder specielt inden for sociologien, som netop har sit udspring i overgangen fra det traditionelle til det moderne samfund omkring fra anden halvdel af 1800-tallet: udbredelse af den kapitalistiske produktionsform, industrialisering, urbanisering og  internationalisering. Forskellige teoretikeres forsøg på at analysere dynamikken i de samfundsforandringer, som de var vidne til, og disses konsekvenser, blev grundlaget for sociologien som videnskab. Centrale spørgsmål, der blev stillet, var, hvad der henholdsvis fik samfundet til at hænge sammen og gå i opløsning. Teoretikerne tog i deres analyser af forandringsprocesserne udgangspunkt i henholdsvis en struktur- og en aktørsynsvinkel.

Dansk-tyske Ferdinand Tönnies (1855-1936) tog udgangspunkt i en struktur-synsvinkel i sin analyse af, hvilken betydning ændringer i de samfundsmæssige strukturer havde for relationerne mellem mennesker. Til beskrivelse af de samfundsmæssige forandringer og forskellene mellem traditionelle og moderne samfund anvendte han normaltypebegreberne Gemeinschaft og Gesellschaft. Gemeinschaft  eller fællesskab holdes ifølge Tönnies sammen af de indre bånd mellem mennesker, som eksisterer i det traditionelle samfund. Det er bånd, som ud over slægtskab, fælles sprog, sædvane eller tro, består af selvfølgelige, ureflekterede følelser. Fællesskabet er med andre ord præget af nærhed, kollektivitet og samhørighed.

Ved overgang fra det  traditionelle til det moderne samfund fra Gemeinschaft  til  Gesellschaft (samfundet)  - er de gamle fællesskaber gået i opløsning. Mennesket er blevet rykket op med rode, og relationerne til andre mennesker er ydre bånd, baseret på fælles interesser og rationelle mål. Her handles der ikke ud fra følelser, men med fuldt overlæg, og mål og midler tænkes adskilt.

Franskmanden Émile Durkheim (1858-1917) så ligesom Tönnies det traditionelle samfund som præget af en stærk kollektiv bevidsthed baseret på stærke fælles normer og værdier. Hermed skabtes en mekanisk solidaritet. Med overgangen til det moderne samfund udvikledes en organisk solidaritet som følge af den stærke  gensidige afhængighed, som  skabtes af en voksende arbejdsdeling: arbejdsfunktionerne blev i stigende grad splittet op og udførtes af forskellige personer, og samtidig med den gensidige afhængighed skabtes både en samfundsmæssig integration og en voksende individualisering. Med samtidens sociale nød, kriser og konflikter måtte Durkheim imidlertid erkende, at arbejdsdelingen ikke altid havde en solidaritetsskabende funktion. Udviklingen prægedes af en række opløsningstendenser - social disintegration og den enkelte kunne i denne situation udvikle den moderne uendelighedssyge med følelser af smerte og indre tomhed. Durkheim mente, at sådanne tendenser skyldtes en forstyrrelse af arbejdsdelingen, og han mente at kunne påvise sygdomstegn i samfundsudviklingen gennem studier af selvmordsrater. 

Karl Marx (1818-1883) fokuserede i sin analyse af samfundsudviklingen på forandringen i de økonomiske strukturer: den kapitalistiske produktionsforms fremvækst og de voldsomme og dynamiske kræfter, som denne er bærer af. Helt grundlæggende var for Marx udbytningsforholdet mellem kapitalejeren og arbejdskraften baseret på den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Dette udbytningsforhold ville ifølge Marx blive mere og mere intenst og socialt og psykisk nedbrydende for arbejdskraften pga kapitalejernes rastløse jagt på profit og den stigende konkurrence mellem dem. Og den klassekamp, der udsprang heraf,  var samtidig grundlaget for en fundamental samfundsmæssig konflikt, der i sidste ende ville føre til det kapitalistiske samfunds sammenbrud.

Den sidste af de teoretikere, som betragtes som sociologiens grundlæggere, er Max Weber (1864-1920), ligesom Karl Marx af tysk oprindelse. I modsætning til de ovenfor nævnte, som tog udgangspunkt i de samfundsmæssige strukturer, anlagde Weber en aktør-synsvinkel på samfundsforandringerne, og her især, hvad den stigende samfundsmæssige rationalisering betyder for det enkelte individ og relationerne mellem mennesker. Weber så det moderne menneske som spærret inde i rationalitetens jernbur, ramt dels af meningstab, fordi tidligere tiders religiøse og metafysiske - måder at forstå verden på var gået i opløsning, og dels af frihedstab, fordi det i stigende grad underlægges upersonlige systemer som stat og virksomhed.

Fra slutningen af 1900-tallet prægedes samfundet igen af nogle dybtgående forandringsprocesser forårsaget af en intensivering af det moderne samfunds udvikling og kendetegnet ved bl.a. globalisering, udvikling i kommunikationsteknologi og aftraditionalisering. Moderne sociologer som f.eks. engelske Anthony Giddens samt tyske Jürgen Habermas og Ulrich Beck bygger i høj grad deres analyser af konsekvenser af  disse samfundsforandringer på de ovennævnte klassiske sociologers teorier og begreber,  og de arbejder her især på at forene struktur og aktørsynsvinklerne.