Bauman, Zygmunt

Polsk-engelsk sociolog (1925-). Bauman har i sit meget store forfatterskab beskæftiget sig med en lang række emner som kultur, klasse, utopi, kritisk teori, viden, magt, identitet, fællesskab mv.

I hans mest berømte værk Modernitet og Holocaust undersøger han sammenhængen mellem det moderne samfunds karakteristika og den masseudryddelse, der fandt sted under Den anden Verdenskrig. Hans pointe er her, at denne ikke kunne have fundet sted uden modernitetens fascination af rationel organisering og dyrkelsen af teknik, orden og entydighed. Ifølge ham viser Holocaust, at vores evne til moralsk engagement sløves, når vi handler inden for den rationelle bureaukratiske orden, som muliggør afstand til handlingernes yderste konsekvenser. Holocaust var således ikke blot resultatet af enkeltpersoners grusomhed. Det var resultatet af nogle dybtliggende tendenser i den moderne kultur.

Baumans analyse af sammenhængen mellem modernitet og holocaust er relateret til hans optagethed af etik og moral og den enkeltes mulighed for autonom moralsk handlen. Han har således beskæftiget sig kritisk med post- eller senmoderniteten, som han ser som et brud med moderne idealer om en objektiv sandhed og et rationelt samfund, idet samfundets institutioner har mistet moralsk autoritet, således at det enkelte individ selv må blive mere moralsk ansvarligt, hvis civilisationen skal overleve. Da et overordnet moralsk regelsæt ikke længere er forankret i samfundsmæssige institutioner, må disse skabes ud fra den enkeltes egne moralske overvejelser og valg. I denne forbindelse introducerer Bauman et nyt solidaritetsbegreb inden for rammerne af det senmoderne samfund. I senmoderniteten er det ikke muligt at hævde sin egen opfattelse af sandheden til noget universelt gyldigt, fordi sandheden skabes af tilfældigheder (kontingens). Sandheden udspringer af sociale relationer, og i tolerancen over for andre i accepten af andres ret til at være anderledes eller have andre meninger opstår ifølge Bauman en ny form for solidaritet. Denne solidaritet risikerer dog at blive underlagt den opfattelse, at alt er lige gyldigt, som er senmodernitetens karakteristika, og dermed ligegyldighed over for den anden. Derfor er ansvarlighed en nødvendighed forstået som et gensidigt ansvar over for hinanden på trods af forskellighed, og på trods af den andens anderledes sandhedsopfattelse. Kun således kan autentisk solidaritet trives i senmoderniteten. Ægte solidaritet handler således for Bauman om, at man træffer det valg at kæmpe for den andens ret til at være anderledes, uden at der er nogen garanti for tolerance fra den anden side. Den kan man kun håbe på.