Lasch, Christopher

Den amerikanske sociolog Christopher Lasch (1932-94) har bl.a. beskæftiget sig med narcissismeteori. Med sin bog ”Narcissismens kultur” fra 1979 fik han sat fokus på narcissisten som en ny socialisationstype, hvilket han satte i forbindelse med tendenserne til opløsning i de traditionelle fællesskaber.

I de tendenser, der viste sig tydeligere og tydeligere omkring slutningen af det 20. århundrede, så Lasch og nogle af hans samtidige træk af en kulturel forfaldshistorie med følgende temaer: Når de nære autoriteter til dels er forsvundet og afskaffet, er der en tendens til, at fritiden og forbruget træder i stedet for i forbindelse med menings- og identitetsdannelse. Den konkrete personlige erfaringsdannelse, som er gældende for det nære familieliv, viger i det senmoderne samfund for en medieformidlet erfaringsdannelse, idet medierne og de kommercielle forbrugskulturer bliver stadigt mere dominerende i den enkeltes liv. De unge bliver dermed meget modtagelige for mediernes og reklamernes magt.

Men det kulturelle forfald gælder ifølge Lasch også nutidens intellektuelle, som i deres stræben efter relativering og værdifrihed efterhånden har tabt enhver evne til direkte tolkning af virkeligheden uden for sig selv, fordi de først og fremmest sigter på at opnå privat succes.

Christopher Lasch’ kritik af den narcissistiske personlighedstype var rettet mod nogle samfundstendenser, han iagttog i 1970’erne og 1980’erne. En række sociologer er imidlertid begyndt at skrive om en ”ny narcissisme”, som skulle være kendetegnende for den unge generation i de seneste år. De betragter narcissismen som noget helt grundlæggende i det senmoderne samfund, hvilket skal ses i sammenhæng med en samfundsudvikling, der anerkender værdien af at være ”på” som noget helt specielt – samt at være ”kendt”, uden at det behøver at være for noget særligt. Det enkelte individ vinder anerkendelse ved at iscenesætte sig selv i forhold til et bestemt forbrug eller en bestemt livsstil. Profilerne på Facebook, YouTube, blogs eller medvirken i reality-tv ses som tegn på det store behov for at være ”på” og være ”kendt”.