I det moderne samfund bliver målrationel handlen stadigt mere dominerende ifølge sociologen Max Weber. Den moderne verden bliver med andre ord stadigt mere præget af en kølig, kalkulerende fornuft, som er orienteret mod effektivitet, beregnelighed og forudsigelighed. Derfor sammenlignede Weber det moderne samfund med et ”jernbur”, som det er næsten umuligt at slippe ud af.