Foranstaltninger og forholdsregler, der søger at hindre, at afvigende adfærd opstår, eller regulere den adfærd, der opfattes som afvigende. En bredere definition opfatter alle påvirkninger af andres adfærd som social kontrol. Sætter man ind inden den afvigende adfærd opstår, taler vi om præventiv kontrol i modsætning til reaktiv kontrol. Man skelner også mellem formel og uformel social kontrol. Den formelle sociale kontrol kommer f.eks. frem i straffelovens bestemmelser om sanktioner i forbindelse med bestemte typer afvigende adfærd. Den uformelle sociale kontrol foregår primært i de mindre grupper, en person færdes i.