En retning inden for antropologien og sociologien, som hævder, at alle sociale og kulturelle institutioner har en funktion mht. bevarelse af den sociale orden. Institutionerne kan ifølge teorien ikke forstås uafhængigt af hinanden, idet de udgør sammenhængende systemer, der tilpasser sig hinanden, søger harmonisk balance og udvikler sig evolutionært. Strukturfunktionalismen var dominerende inden for den angelsaksiske samfundsforskning fra 1930erne til 60erne med ledende teoretikere som A.R. Radcliffe-Brown, Bronislaw Malinovski og Talcott Parsons. I 1960erne rejstes kritik mod strukturfunktionalismen for dens manglende evne til at kunne forklare forandringer og konflikter i samfundet.
