
Den tyske sociolog Georg Simmel (1858-1918) er en af de klassiske sociologer, som havde fokus på samfundsforandringen fra landbrugssamfundet til industrisamfundet. Ifølge Simmel ændrede den moderne storby fuldstændigt menneskers opfattelse af tid og rum samt det sociale livs karakter. Tidsopfattelsen skiftede fra at være cyklisk til at være lineær, og ”ansigt-til-ansigt”-relationerne i lokalsamfundet på landet blev udskiftet med de ”ansigtsløse” relationer i storbyen, hvor det enkelte menneske så at sige forsvinder i massen.