Ziehe, Thomas

Tysk sociolog (1947-). Ziehe er især kendt for sin udvikling af begrebet kulturel frisættelse, som handler om, at mulighederne for unge har forandret sig i og med, at der er sket en frisættelse fra traditioner og etablerede normer og værdier. Det senmoderne individ er samtidig blevet mere refleksivt, hvilket på den ene side skaber stor usikkerhed, men på den anden side åbner for en lang række nye og positive muligheder. Det sætter sig bl.a. stærke spor i ungdomskulturen, og det giver en række store udfordringer for bl.a. uddannelsessystemet. Unges identitet præges ifølge Ziehe af narcissistiske træk med skift mellem følelse af almagt og afmagt, eksistentiel smerte og undvigelser i forhold til at indgå i forpligtende sociale sammenhænge.

Det er ikke Ziehes ærinde med denne karakteristik at beklage den udvikling, der er sket, og kritisere ungdommen. Han søger at forstå, hvorledes unge reagerer på og prøver at tilpasse sig de ændrede samfundsforhold, hvor tidligere faste rammer og orienteringspunkter er forsvundet, og hvor individet hele tiden må genskabe en forståelse af verden, søge efter meningen med livet og træffe valg på grundlag heraf.

Ziehe peger på tre tendenser i unges identitetsdannelse: refleksivitet, formbarhed og individualisering. Det centrale for alle tre tendenser er dobbeltheden de giver nye muligheder, og skaber samtidig forvirring og angst.

Refleksiviteten handler ikke om at blive klogere, men om en udvidet videnshorisont, som skabes gennem individets konstante selviagttagelse kombineret med iagttagelse af en kompleks omverden, som igen kan give en oplevelse af at skulle leve op til en række normer. Formbarheden handler om, at vores identitet er til stadig forhandling med omverdenen, fordi man på grund af den kulturelle frisættelse oplever i princippet at have uendelig frihed til at forme sin identitet, så den passer til det liv, man ønsker at leve. Men når alt er formbart, kan alt også formes til noget bedre. Derfor kan formbarheden give utilfredshed med sig selv og en rastløs følelse af altid at skulle omdanne sig til noget andet og bedre. Dertil kommer en oplevelse af ikke at slå til, fordi friheden jo kun eksisterer i princippet, for den er begrænset af individets opvækstforhold og sociale baggrund. 

Individualisering handler om friheden til at vælge mellem uendeligt mange muligheder. Men der er en dobbelthed her, fordi man samtidig ønsker tryghed og faste rammer om sit liv. Derfor er de mange valg, som individet begejstres over, blandet med ambivalens pga. personlig nederlagsfølelse og skuffelser, samt savn og søgen efter faste rammer og orienteringspunkter. Man vil gerne have få og enkle valg. Jo flere muligheder og jo mere frihed, jo større oplevelse af en manglende fast grund. Reaktioner på disse forhold kan bl.a. være en længsel efter oplevelse af at leve og en flugt fra usikkerheden gennem grænseafsøgende risikoadfærd (potensering).