Aftale i 1992 mellem Danmark og de øvrige EU-lande om danske forbehold over for Maastricht-traktaten, som de danske vælgere havde forkastet ved en folkeafstemning. De danske politiske partier (minus Fremskridtspartiet) havde indgået et nationalt kompromis efter folkeafstemningen. Partierne kunne anbefale et ja til traktaten, såfremt Danmark fik forbehold over for Den økonomisk-monetære Union (ØMU'en) og den fælles valuta, forsvarssamarbejdet i EU, asyl- og indvandringspolitikken samt unionsborgerskabet. Det var alle nye områder i Maastricht-traktaten. De øvrige lande accepterede de danske forbehold, som ikke forhindrede de andre lande i at gå videre på de pågældende områder. Ved en efterfølgende folkeafstemning i 1993 stemte danskerne ja til Edinburgh-traktaten.
Edinburgh-aftalen
Uddybende forklaring
Aftale fra 1992 mellem Danmark og de øvrige EU-lande om fire danske forhold over for Maastricht-traktaten. Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union var blevet underskrevet af de europæiske ledere og skulle derefter ratificeres af EU-landene. Traktaten indførte nye samarbejdsområder, bl.a. fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og fælles asyl- og indvandringspolitik. Samtidig blev flere områder omfattet af flertalsafgørelser i Ministerrådet i stedet for krav om enstemmighed. Traktaten var opbygget i tre søjler. Den første var de hidtidige EF-samarbejdsområder, som blev udbygget med et økonomisk-monetært samarbejde (ØMU'en) og en udvidet miljø- og arbejdsmarkedspolitik, som fremover kun krævede flertalsafgørelser (altså uden mulighed for at nedlægge veto). Den anden søjle var fælles udenrigs- og forsvarssamarbejde, som dog i traktaten kun er en tom skal. Den tredje søjle omfattede retlige- og indre anliggender, bl.a. indvandringspolitik og politisamarbejde. Anden og tredje søjle er mellemstatsligt samarbejde, som kræver enstemmighed.
De vidtgående traktatændringer var en følge af indførelsen af det indre marked i slutningen af 1980erne, men ved en folkeafstemning i 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten. De politiske partier i Folketinget (minus Fremskridtspartiet) indgik derefter et nationalt kompromis om en ny folkeafstemning med fire danske forbehold, hvoraf de tre stadigt gælder. Det første forbehold er, at Danmark ikke skal deltage fuldt ud i den økonomiske og monetære union, herunder ikke indføre den fælles valuta. Det andet forbehold gælder forsvarspolitikken. Danmark vil gerne deltage i samarbejdet om forsvars- og sikkerhedspolitik, men ikke i beslutningerne (om fx fredsbevarende operationer), og Danmark indgår selvfølgelig heller ikke i eventuelle militære aktioner. Det tredje forbehold gælder bl.a. asyl- og udlændingepolitikken. Danmark deltager i samarbejdet, men vi kan ikke støtte, at dette område flyttes til overnationalt samarbejde i søjle 1, hvilket skete med den senere Amsterdam-traktat. Danmark vil heller ikke indføre unionsborgerskab (4. forbehold). Dette sidste forbehold er dog siden faldet bort, idet man i EU har besluttet, at alle borgere bevarer deres nationale statsborgerskab.
De øvrige lande accepterede forbeholdene, og derefter kunne Danmark i 1993 afholde en ny folkeafstemning, hvor 55 % af vælgerne sagde ja til Maastricht-traktaten, der så kunne træde i kraft. Forbeholdet over for ØMU'en og den fælles valuta, euroen, var til ny folkeafstemning i 2000, og her forkastede danskerne endnu engang ØMU'en.
