ØMU (EU)

ØMU'en er en forkortelse for den økonomiske og monetære union i EU. Som navnet siger, består ØMU'en af to elementer: Et økonomisk samarbejde og et monetært samarbejde. Det økonomiske samarbejde indeholder især en koordinering af dele af den økonomiske politik, mens det monetære samarbejde har en fælles valuta som hjørnestenen. Det monetære samarbejde er således en kombination af helt faste valutakurser mellem de deltagende lande og fælles flydning i forhold til 3. lande (især USA og Japan).

ØMU'en blev indført i tre faser: Første fase var gennemførsel af helt frie kapitalbevægelser mellem EU's medlemslande. I den anden fase kom en række institutioner op at stå til at understøtte den tredje fase. Bl.a. Det Europæiske Monetære Institut (EMI) blev oprettet med henblik på at samordne den monetære politik ved at styrke samarbejdet mellem medlemsstaternes centralbanker samt forberede indførelsen af den fælles valuta i 1999. Tredje fase var oprettelsen af Den europæiske Centralbank (ECB) og indførsel af en fælles valuta Euroen - for medlemslandene. Ved indførelsen deltog alle EU's medlemslande undtagen Danmark, Sverige, Storbritannien og Grækenland. Senere er Grækenland kommet med og de nye medlemslande Slovenien, Malta, Cypern, Slovakiet, Estland, Letland og Litauen. I alt 19 lande er nu med.

Til at sikre en ensartet økonomisk udvikling blev der opstillet de såkaldte konvergenskrav til de deltagende lande, herunder krav om stabile priser, holdbare offentlige finanser og ingen devalueringer i de foregående 2 år. Kravet om holdbare offentlige finanser med et underskud på maksimalt 3 % af BNP og en statsgæld på maksimalt 60 % af BNP indgår også i den såkaldte Stabilitets- og Vækstpagt fra 1997.

Oprettelsen af den fælles valuta det monetære samarbejde - ligger i klar forlængelse af EU's udvikling fra toldunion over Det indre Marked i 1985 til en valutaunion. Den fælles valuta understøtter den frie bevægelighed af varer, tjenester og kapital mellem medlemslandene og vil give mindre omkostninger til omveksling og sikring af betalinger mod tab på grund af ændrede valutakurser. For virksomheder og forbrugere bliver priserne nemmere at sammenligne, da de opgøres i den samme valuta.

Til at understøtte det monetære samarbejde forsøger EU også at koordinere den økonomiske politik i de deltagende lande. Det er den økonomiske union. Hvis Euroen skal være troværdig og andre lande skal have tillid til valutaen, er det vigtigt, at de deltagende lande udviser budgetdisciplin med hensyn til de offentlige finanser, idet underskud på de offentlige finanser vil føre til rentestigninger og dermed også valutakursændringer. I princippet opgiver de deltagende lande altså noget af deres økonomiske handlefrihed, hvad angår især pengepolitikken og delvist finanspolitikken. Problemet i den sammenhæng er dog, at EU ikke i tilstrækkelig grad har magtmidler til at gennemtrumfe overholdelse af Stabilitets- og Vækstpagten. Det gælder i særdeleshed i perioder med lavkonjunktur, hvor de politiske ledere er tilbøjelige til at føre en ekspansiv finanspolitik for at sikre beskæftigelsen og dermed forstærke chancen for genvalg. Politiske hensyn kolliderer med økonomiske hensyn. Desuden har krisen i 2008-2015 vist en manglende handlekraft hos medlemslandene, når et eller flere lande er kommet i krise og har haft låneproblemer internationalt.
 
Et andet forhold er, om de deltagende lande ligner hinanden så meget økonomisk, at der er tale om et optimalt valutaområde. Teorien om et optimalt valutaområde blev formuleret i 1961 af økonomen Robert Mundell. Hans pointe er, at de deltagende lande skal være økonomisk integrerede for at kunne høste de mikroøkonomiske fordele (vekselgebyr, omkostninger til afdækning af valutakursusikkerhed forsvinder, nemmere at sammenligne priser på tværs af grænser). Graden af økonomisk integration måles ved hjælp af vare- og faktormobilitet over grænserne. I sammenligning med andre valutaområder (USA, UK) er mobiliteten mellem landene i EU fortsat forholdsvis beskeden. Dvs. at ulempen ved at opgive den valutapolitiske selvstændighed måske ikke til fulde opvejes af de mikroøkonomiske fordele. Nu skulle man så tro, at når møntunionen var etableret, ville der komme skub i handlen mellem de deltagende lande. Effekterne er vanskelige at måle. Dog kan der ikke konstateres nogen nævneværdig forskel i stigningen i handel mellem landene, der deltager i Euroen og de EU lande (bl.a. Danmark, England og Sverige), der har valgt at stå udenfor. De umiddelbare effekter af Euroen kan altså være vanskelige at få øje på. Ses der på mobiliteten af arbejdskraft, kan der ej heller endnu iagttages nogen effekt i sammenligning med andre valutaområder. Endelig mangler Euro-området finanspolitiske instrumenter til at udligne tabene for de lande, der mister konkurrenceevne ved den faste valutakurs.