Funktionalisme

Funktionalisme er en retning inden for samfundsvidenskaberne, der bygger på den opfattelse, at samfundet kan sammenlignes med en organisme, hvis enkeltdele tjener til at opretholde den sociale orden.  Funktionalismen har bl.a. sit udspring hos den franske sociolog Émile Durkheim (1858-1917), der sammenlignede samfundet med et organisk selvregulerende system. Ændringer ét sted fører til eller modvirkes af ændringer i andre dele af systemet, således at alle dele virker sammen om at opretholde en funktionsdygtig social orden.

Sociologiens opgave måtte følgelig være at forklare det komplekse samspil mellem enkeltdelene inden for det, som Durkheim kaldte det -  gennem stigende arbejdsdeling og differentiering - funktionelt integrerede moderne samfund. Samfundet adskiller sig følge Durkheim på en række punkter fra en biologisk organismes lovmæssigheder, og han afviste, at alt i et samfund har en positiv funktion. Der kan eksistere uhensigtsmæssige institutioner, som er rester fra en tidligere social orden, og der kan opstå uheldige udviklingstendenser i samfundet, der gør det vanskeligt for enkeltdelene at fungere sammen.
Funktionalismen slog i 1920eren igennem i den antropologiske forskning med inspiration fra antropologen Bronislaw Malinowski, (1884-1942). Han hævdede, at i enhver civilisation må alle vaner, materielle genstande, ideer og forestillinger udfylde en eller anden vital funktion, de må have en opgave at udføre, de må repræsentere en uundværlig del af en fungerende helhed.

Malinowksi og hans samtidige A.R. Radcliffe-Brown(1881-1955) fik meget stor betydning for den senere udvikling af (struktur)funktionalismen inden for sociologien, bl.a. gennem teoretikere som Talcott Parson (1902-79) og Robert K. Merton (1910-2003), som begge på forskellige måder søgte at udvikle teorier om samspillet mellem den enkelte aktørs handlinger og de sociale strukturer og systemer. Niklas Luhmanns (1927-1999) systemteori om kommunikation mellem funktioner inden for selvregulerende systemer er inspireret af funktionalismen, og det samme gælder dele af Jürgen Habermas (f. 1929) teori om systemverden og livsverden.

Funktionalismen er blevet beskyldt for at have mere fokus på ligevægt end konflikt i systemerne, hvorved den kan komme til at fungere som (samfunds)bevarende. Derudover  kommer det til at virke som om, man forestiller sig, at der er en samlet overordnet plan og central styrende kraft indbygget i  systemerne. Et problem mht anvendelse af funktionalismen til forståelse af den måde, samfund og organisationer fungerer på, er også, at man ud fra denne har svært ved at forklare forandringer i systemet. Samlet kan funktionalistiske forklaringer komme til at virke som forsvar for samfundsmæssigt uhensigtsmæssige fænomener - f.eks. ulighed på baggrund af køn eller race - fordi denne ulighed kan opfattes som formålstjenlig for helhedens funktion og overlevelse.

Funktionalismen har af ovennævnte grunde i en periode været i miskredit inden for  samfundsforskningen. Den såkaldte neofunktionalisme har til imødegåelse af kritikpunkterne indført en skelnen mellem funktioner, der er gavnlige for helheden, og dysfunktioner, der er skadelige for denne. Derudover lægges der i den funktionalistiske forskningstradition i stigende grad vægt på aktørernes handlinger på mikro-niveauet i forhold til makro-nivauets orden. Forandringer skabes i spændingerne mellem individet, kulturen og det sociale system.