Engelsk sociolog (1938-). Giddens undersøger samspillet mellem det enkelte individ og de samfundsmæssige forandringer. Ifølge Giddens kan modernitetens dynamiske aspekter sammenfattes i tre punkter, der tilsammen skaber den radikale modernitet eller senmoderniteten: 1. Adskillelse af tid/rum, 2. Sociale relationer, der rekonstrueres på tværs af tid/rum, og 3. Modernitetens refleksive karakter.
Med adskillelsen af tid og rum mener han, at størstedelen af den sociale kommunikation og interaktion, der præger vores daglige liv, ikke længere foregår på samme tid og på samme sted. Herved skabes også en globalisering, dvs. en intensivering af verdensomspændende sociale relationer.
Sociale relationer udfolder sig dels gennem anvendelse af symbolske tegn, fx penge, dels gennem de ekspertsystemer, som vi i dagligdagen er afhængige af offentlig transport, hospitaler, uddannelsesinstitutioner, pengeinstitutter osv. og som vi bliver nødt til at have tillid til.
Refleksivitet kan defineres som den viden, som vi konstant indsamler. Vi spejler os i omverdenen og bearbejder de nye informationer, som indgår i et løbende revisions- og konstruktionsarbejde af vores egen identitet og vores omverdensopfattelse, som igen danner grundlag for de mange valg, vi må træffe.