Luhmann, Niklas

Tysk sociolog (1927-1998), som arbejdede med sociologisk systemteori. I hans teori opfattes samfundet som et funktionelt differentieret system, der består af en række delsystemer som økonomi, politik, videnskab osv. Der er ikke noget centrum samfundet er centerløst. Hvert af disse delsystemer varetager en række specialfunktioner og fungerer uafhængigt af de andre. Hvert del- eller funktionssystem er organiseret omkring sine egne kriterier eller en kode med to værdier: har/har ikke penge, magt/ikke-magt, sandt/ikke sandt. Systemerne er skarpt adskilte og stærkt autonome, og de har deres egen operationsmåde uden nogen form for central koordinering. Hovedproblemet i det senmoderne samfund er derfor ikke længere det gamle hierarkiske klassesystems uretfærdighed, men den ligegyldighed, der er en konsekvens af den funktionelle differentiering. Det økonomiske system bekymrer sig ikke om den ulighed og arbejdsløshed, som den er med til at skabe. Retssystemet bekymrer sig kun om problemer, der kan udtrykkes i juridiske vendinger osv. De forskellige funktionssystemer bestemmer således selv, hvad der er et problem, og hvordan de vil reagere på det.

Samfundets differentiering i autonome systemer betyder også, at det enkelte individ umuligt kan deltage i alle disse funktionssystemer på samme tid. Den enkelte er løst koblet til de forskellige funktionssystemer, som har sig selv som centrum, lukker sig om sig selv og refererer i egne regler, rutiner og handlinger. Luhmanns teori om sociale funktionssystemer er inspireret af biologiens begreb autopoesis, der beskriver levende cellers evne til selvskabelse, dvs. at producere sig selv, og til at skelne mellem, hvad der hører til henholdsvis cellesystemet og omgivelserne altså evnen til at afgrænse sig i forhold til omgivelserne. Systemer grænser op til omgivelser, der er uendeligt komplekse og kaotiske, og de vil selv indadtil søge at reducere kompleksiteten. Dette gøres ved kun at forholde sig til et begrænset udvalg af informationer, der kommer fra omgivelserne, og beskytte sig mod alt for forvirrende og modstridende informationer. Systemet vil kun nødigt lade sig forstyrre.

Menneskets bevidsthed fungerer ifølge Luhmann som en sorteringsmekanisme i forhold til udefra kommende informationer. Fordi omgivelserne er så komplekse, er det umuligt for det enkelte menneske at overskue det hele og forholde sig til de mange forskellige handlemuligheder. Tillid til andre mennesker især autoriteter - er her en mekanisme, der benyttes af mennesker, når de skal reducere den kompleksitet, der er betinget af verdens uoverskuelighed.  Derudover må man stole på, at andre mennesker oplever verden på nogenlunde samme måde som en selv samtidig med at man ved, at alt i princippet kan være anderledes. Det er det fænomen, som Luhmann kalder tingenes kontingens.