Durkheim, Émile

Fransk samfundsforsker (1858-1917), der med sin banebrydende forskning har haft en afgørende betydning for udviklingen af sociologien som videnskab. Han levede i en tid præget af voldsomme økonomiske, sociale og politiske forandringsprocesser og var primært interesseret i, hvad der får samfundet til at hænge sammen og opretholdes. Han havde her fokus på de funktioner, som de samfundsmæssige strukturer og institutioner det, han kaldte sociale kendsgerninger - har mht. den samfundsmæssige integration og socialisering af individet. Ifølge Durkheim har samfundets institutioner funktioner på tilsvarende vis som organerne i en organisme.

Kroppens organer er ikke noget i sig selv, men i samspil med hinanden skabes der en helhed, som er mere end blot summen af enkeltdelene. Det samme gælder ifølge Durkheim for samfundet. De enkeltes ønsker, normer, holdninger og adfærd skabes og vedligeholdes på baggrund af samfundets overordnede mål at opretholde sig selv. Durkheims synspunkt, at samfundets enkeltdele er underlagt en overordnet funktion, har haft stor indflydelse på den retning inden for samfundsforskningen, som kaldes strukturfunktionalisme.

Durkheim interesserede sig som nævnt især for, hvad der får moderne samfund, præget af urbanisering og individualisering, til at hænge sammen.
Det traditionelle samfund var præget af faste fælles ofte religiøse - værdier og stabile loyalitetsbånd. Hvordan formår det moderne samfund at undgå at gå i opløsning, når samfundet er kendetegnet ved, at den enkelte danner sig sin egen mening om tingene og ikke nødvendigvis tilslutter sig samfundets dominerende værdier?

Han pegede her på, at arbejdsdelingen har skabt en gensidig organisk afhængighed som erstatning for det traditionelle samfunds mekaniske solidaritet. Dvs. at samfundet holdes sammen på trods af en større grad af forskellighed. En gensidig dyb afhængighed, som kommer til udtryk i en nødvendig arbejdsdeling, skaber integration og sammenhængskraft. Men det er ikke altid, integrationen fungerer; der kan ifølge Durkheim opstå patologier sygelige tilstande pga. henholdsvis for lidt og for meget fællesskab. Dvs. at individet enten omklamres/kontrolleres for meget af samfundet eller isoleres eller eksluderes fra det. Ud fra studier af selvmordsrater, som betragtes som klassiske inden for sociologien, hævdede han, at variationer i selvmordsraten blandt henholdsvis katolikker og protestanter kan forklares med, at katolikker, som havde en lavere selvmordsrate, er underkastet en stærkere social kontrol end protestanter, fordi katolikker føler et stærkere gruppetilhørsforhold. Med andre ord kan øgede selvmordsrater være udtryk for mangel på social kontrol og tegn på social disintegration.