Jeg-vi-balancen

Den tyskfødte sociolog Norbert Elias (1897-1990) har anført, at et centralt træk ved overgangen fra det traditionelle samfund til det moderne samfund har været en markant ændring af ”jeg-vi-balancen” i samfundet. Ifølge Elias havde mennesker i det traditionelle samfund et stærkt ”vi” og et svagt ”jeg”, idet individernes selvidentitet overvejende var baseret på deres medlemskab af en eller flere sociale kategorier. I det moderne samfund er mennesker omvendt præget af et stærkt ”jeg” og et svagt ”vi”. Det, der karakteriserer et menneske i det moderne samfund, er de egenskaber og holdninger, der gør det forskelligt fra den sociale kategori, det tilhører.

Går vi videre til det senmoderne samfund, mener en række sociologer, bl.a. Thomas Ziehe og Michel Maffesoli, at pendulet så at sige er svinget tilbage, så at menneskene igen er præget af et svagt ”jeg” og et stærkt ”vi”. I modsætning til ”vi’et” i det traditionelle samfund er ”vi’et” i det senmoderne samfund imidlertid nok stærkt, men til gengæld flygtigt, idet mennesker spiller forskellige roller inden for en lang række flygtige fællesskaber, fx fodboldsupportere, festival-deltagere, rulleskøjteløbere og techno-ravere. Maffesoli kalder dem for neostammer.

Udviklingen i ”jeg-vi-balancen” kan opsummeres på følgende måde:

• I det traditionelle samfund er ”vi’et” stærkt og stabilt, mens ”jeg’et” er svagt og uselvstændigt. Det enkelte individ er styret af traditioner og fastlagte roller.
• I det moderne samfund er ”vi’et” svagt, men stabilt. Her er ”jeg’et” stærkt og indre-styret, fx styret af en politisk ideologi.
• I det senmoderne samfund er ”vi’et” stærkt, men flygtigt. Her er ”jeg’et” igen svagt – man taler om det ydre-styrede eller gruppestyrede individ.