Weber, Max

Tysk samfundsteoretiker (1864-1920). Sammen med Émile Durkheim og Karl Marx udgør Max Weber gruppen af de tre store klassiske sociologer, og som de to andre undersøgte han konsekvenserne af de samfundsmæssige forandringsprocesser, der var skabt af moderniteten. Men hvor Durkheim og Marx i deres analyser fokuserede på strukturerne, var Webers indfaldsvinkel aktørerne.

Max Weber udviklede i denne forbindelse begrebet idealtyper, som er et værktøj til at systematisere og klassificere fænomener og handlinger. Han brugte bl.a. begrebet til at beskrive aspekter og konsekvenser af kapitalismen, bureaukratiet og protestantismen.

Et centralt aspekt er for Weber den rationalitets- og fornuftsopfattelse, der er karakteristisk for det kapitalistiske samfund: stigende beregnelighed, standardisering og effektivisering bl.a. på grundlag af systematisk anvendelse af rationelle kalkuler samt videnskab og teknik i styringen af produktion og bureaukrati. Samlet betød det, at den målrationelle handling kommer til at præge samfundet mere og mere. Dvs. at samfundet bliver styret af en rationalitet, der er kølig og kalkulerende, og som netop er orienteret mod beregnelighed, forudsigelighed og ensartethed. Men denne rationalitet har ifølge Max Weber sin pris: Jo mere målrationaliteten kommer i centrum, desto mere trænges religion, overtro og traditionelle sandheder og overvejelser i baggrunden. Der sker ifølge Weber en affortryllelse, fordi den moderne videnskab gør verden systematisk og forudsigelig. Verden er blevet mindre og mindre magisk, og livet indrettes i stadig stigende grad på at gribe ind i denne verden for at udnytte dennes ressourcer til produktion af materielle goder. Denne beherskelse af naturen gennem rationalitet, effektivitet og kølige kalkuler fører ifølge Weber til et friheds- og meningstab: Det moderne menneske sidder fast i et rationalitetens jernbur af varer og produktion og har samtidig mistet sin menneskelighed.

Max Weber studerede også fremvæksten af det, han kaldte Kapitalismens ånd. Kernen i kapitalismen er, at kapital ikke skal forbruges på luksusvarer, men investeres på en måde, så den til stadighed giver størst muligt afkast. Weber hævdede, at den kapitalistiske produktionsform netop havde de rigtige forudsætninger for at blomstre i Nordvesteuropa og USA, fordi den protestantiske etik var i samklang med denne tankegang: Den troendes kald er leve et nøjsomt og sagtmodigt liv og arbejde flittigt, helt og holdent til Guds ære, for at gøre sig fortjent til Guds nåde og frelsen og undgå fortabelse. Derfor leder mennesket efter at finde tegn på, at netop dét hører til de frelste, og tegnet på Guds velvilje kan netop findes i det at have økonomisk succes. Rigdom kan føre til fristelser, men ved sparsommeligt og ydmygt at forvalte Guds gaver - dvs. at få kapitalen til at formere sig - tjener man Gud.