
Tysk sociolog (1944-2015). Beck er mest kendt for sin analyse af det, han kalder risikosamfundet. Becks centrale pointe er, at teknologi og videnskab har en række uforudsete konsekvenser, som skaber en ny form for usikkerhed, idet den teknologiske naturbeherskelse påvirker og griber ind i naturen på en måde, som selv ikke de dygtigste eksperter kan forudse og styre. Og de kan heller ikke længere levere entydige risikovurderinger, som kan danne grundlag for entydige og effektive politiske beslutninger og reguleringer. Endvidere medfører globaliseringen nye former for risici. Nationalstatens grænser nedbrydes, og staten kan kun i ringe grad gribe ind mod udefrakommende risici, som fx kriser skabt af en globaliseret økonomi.