Finanspolitik kan defineres som statens påvirkning af den samlede økonomiske aktivitet i samfundet. Finanspolitik kan være aktiv, dvs. at politikerne bevidst tilsigter at påvirke den økonomiske aktivitet. I en lavkonjunktur med høj arbejdsløshed vil finanspolitikken være lempelig (ekspansiv) med enten skattelettelser eller øgede offentlige udgifter (anlægsinvesteringer), således at der sker en øgning af de samlede indkomster i samfundet og dermed en stigning i efterspørgslen, produktionen og dermed beskæftigelsen. I en højkonjunktur med inflation og lav ledighed vil finanspolitikken være stram (kontraktiv) med skattestigninger og offentlige besparelser, således at den samlede indkomst i samfundet vil være faldende og presset på beskæftigelsen aftager. Finanspolitikken kan også være passiv. Dvs. at der indbygget i de offentlige finanser findes automatiske stabilisatorer som er konjunkturmodløbende. I en lavkonjunktur vil de offentlige udgifter til fx arbejdsløshedsunderstøttelse være voksende og således bidrage til at øge indkomsterne i forhold til en situation uden understøttelse, ligesom skatteindtægterne vil være faldende. Modsat i en højkonjunktur, hvor skattebetalinger gør indkomsterne mindre end de ellers ville have været. En stor offentlig sektor bidrager dermed mere til at mindske konjunkturudsvingene end en lille offentlig sektor.
Til at vurdere om et indgreb er ekspansivt eller kontraktivt, kan man se på den følgende brøk: offentlige udgifter/offentlige indtægter.
Hvis brøken bliver større (højere udgifter og/eller lavere skatter), føres der en ekspansiv politik. Hvis brøken bliver mindre (lavere udgifter og/eller højere skatter), føres der en kontraktiv politik.
