Keynesianisme

Keynesianismen er en teoretisk retning indenfor makroøkonomien opkaldt efter den engelske økonom John Maynard Keynes (1883-1946). Under indtryk af krisen i 1930erne påviste Keynes, at økonomien ikke i sig selv vil sikre lav arbejdsløshed. Staten skal aktivt gribe ind i økonomien ved finans- og pengepolitik. Keynesianismen opstod dermed som reaktion mod de klassiske økonomer, som mente, at markedsmekanismen i sig selv vil sikre ligevægt. Ifølge de klassiske økonomer vil en situation med arbejdsløshed være udtryk for, at lønningerne er for høje, hvorfor udbuddet af arbejdskraft er større end efterspørgslen. For at komme i arbejde vil arbejderne sænke lønningerne efterspørgslen vil stige og dermed sikre fuld beskæftigelse. Keynes argumenterede overbevisende for, at klassikerne overså, at samtidig med, at lønningerne falder, vil den samlede indkomst i samfundet falde og dermed efterspørgslen efter forbrug, og dermed vil arbejdsløsheden vokse yderligere. Sammenhængen mellem indkomst og forbrug udtrykkes i den såkaldte forbrugsfunktion, hvor forbruget afhænger af indkomsten. Indkomstdannelsen får altså en central placering i keynesianismen.

Foruden at se på vare- og arbejdsmarkedet indeholder keynesianismen også en teori om betydningen af penge, herunder især, hvordan man ved aktiv pengepolitik kan sænke renten og dermed påvirke investeringer og dermed yderligere påvirke aktiviteten i økonomien. Ifølge Keynes vil en rentesænkning øge investeringerne, som igen vil påvirke efterspørgslen i samfundet, som igen vil påvirke BNP. Modsat monetaristerne mente Keynes, at aktiv pengepolitik især skulle fokusere på renten og ikke pengemængden.

Ifølge keynesianismen er det den samlede efterspørgsel, der bestemmer aktiviteten i økonomien. Hvis efterspørgslen øges, vil indkomsterne i samfundet stige, og beskæftigelsen vil stige yderligere. Dette op til et bestemt punkt, hvor der ikke er mere ledig kapacitet i økonomien, og yderligere stigning i indkomster vil give prisstigninger, altså inflation. Modsat vil en svigtende efterspørgsel give sig udslag i lavere produktion og dermed lavere beskæftigelse og dermed lavere indkomster og dermed lavere priser. Målkonflikten mellem fuld beskæftigelse og inflation udtrykkes i den såkaldte Phillips-kurve, som viser at man ikke på samme tid kan få fuld beskæftigelse og lav inflation.

Til at modvirke svigtende efterspørgsel skal staten aktivt påvirke efterspørgslen i samfundet. Dette skal især ske ved en ekspansiv finanspolitik, hvor staten på kort sigt kan køre med underskud, idet underskuddet på længere sigt vil forsvinde, når opsvinget kommer. Keynes mente således ikke, at økonomien af sig selv kan komme ud af kriser, idet priser og lønninger på kort sigt er for stive til at tilpasse sig svigtende efterspørgsel. Netop fleksibilitet i priser og lønninger er et af de punkter, hvor Keynes klart skiller sig ud fra de klassiske økonomer.

Keynes er vel den første økonom, der anlægger et makroperspektiv på økonomien. For det første knyttes indkomstdannelsen til produktionen. En stigning i BNP vil give en stigning i indkomsterne i samfundet og dermed give anledning til yderligere efterspørgsel. For det andet danner Keynes' tankegang fundamentet for hele nationalregnskabet, hvor forsyningsbalancen er udtryk for en keynesiansk tankegang.

Ideologisk forbindes Keynes med socialdemokratiet, idet socialdemokratisk økonomisk politik vil prioritere bekæmpelse af arbejdsløshed på bekostning af inflation, og endvidere indgår der også et omfordelende perspektiv i keynesianismen ved, at man opnår den højeste aktivitetspåvirkning ved især at påvirke de laveste indkomster, hvor forbrugskvoten er størst. Sammenhængen mellem en aktivitetspåvirkning fx en skattelettelse - og den samlede økonomi udtrykkes i den såkaldte multiplikator, som viser, hvordan den oprindelige påvirkning breder sig som ringe i vandet, således at den endelige samlede virkning bliver større end den oprindelige påvirkning. Multiplikatorens størrelse er bl.a. bestemt af opsparingen, som ifølge keynesiansk tankegang ikke i sig selv er positiv, da opsparing ikke skaber aktivitet. Grænsen for aktivitetspåvirkningen nås, når den samlede kapacitet (beskæftigelse, maskiner) er brugt. Så vil en efterspørgselsstigning give sig udslag i inflation. Den ekspansive politik skal doseres, så dette undgås. Modsat skal man gribe tidligt ind ved udsigten til lavkonjunktur.

I dag er de fleste af den opfattelse, at det i hvert fald ind i mellem er fornuftigt at bruge aktiv finans- og pengepolitik for at undgå store ubalancer i økonomien. Dog er der uenighed om de negative virkninger på længere sigt, idet monetarister og neoklassikere mener, at en offentlig aktivitetsstigning vil fortrænge privat produktion, og hvis aktivitetsstigningen giver underskud på de offentlige finanser, vil det give sig udslag i rentestigninger, som vil få investeringerne til falde og dermed give lavere aktivitet.