Normalt vokser den samlede økonomiske aktivitet (fx målt ved BNP) fra år til år, men der kan være tale om betydelige variationer. Udviklingen i den samlede økonomiske aktivitet - den økonomiske vækst - betegnes konjunkturudviklingen, og svingningerne heri kaldes også for konjunkturcykler.
Konjunkturudviklingen kan opdeles i fire faser:
- Opgangskonjunktur, der er præget af stigende vækst, faldende arbejdsløshed og stor investeringslyst.
- Højkonjunktur, som er karakteriseret ved lav eller ingen arbejdsløshed, høj forbrugstilbøjelighed, stigende inflation, tendens til stagnation i investeringer og vækst, og evt. problemer med betalingsbalancen.
- Nedgangskonjunktur med høj inflation, lavt investeringsniveau, faldende vækstrate og begyndende arbejdsløshed.
- Lavkonjunktur, der kendetegnes ved lav vækst, høj arbejdsløshed, faldende forbrug, faldende inflation og stagnerende investeringslyst.