Konjunkturudvikling

Det er det almindelige, at den samlede økonomiske aktivitet vokser fra år til år, men også, at der kan være tale om betydelige variationer. Udviklingen i den samlede økonomiske aktivitet den økonomiske vækst - benævnes konjunkturudviklingen, og svingningerne kaldes konjunkturcykler.

Der er højkonjunktur eller opsving når økonomien er inde i en periode med høj BNP-vækst. Det betyder, at det er gode tider for virksomhederne. Der er omvendt lavkonjunktur, når BNP-væksten er lav, og man bruger udtrykket tilbageslag, hvis væksten er meget lav eller ligefrem negativ. Man taler ofte om krise, for virksomhedernes indtjening er dårlig. Det er forskelligt, hvor lange og hvor kraftige konjunktursvingningerne er.
Den årlige produktionsvækst ligger helt generelt lidt over den årlige ændring i beskæftigelsen. Man siger, at produktiviteten stiger. Produktiviteten (eller mere præcist arbejdskraftens produktivitet) udtrykker forholdet mellem produktion og beskæftigelse. Produktivitet kan derfor udtrykkes i produktion pr. mandeår eller i produktion pr. times arbejdsindsats. Sædvanligvis bruges det sidste.

Mere præcist siger man, at der er højkonjunktur (eller opsving), når produktionen i en periode stiger mere end den langsigtede vækstrate i produktiviteten nu på omkring 2 procent. I så fald vil beskæftigelsen stige og arbejdsløsheden falde. Beskæftigelsen når sit toppunkt, idet opsvinget kulminerer, dvs. i det sidste år med BNP-vækst over den langsigtede vækstrate.

Der er omvendt tale om lavkonjunktur (eller tilbageslag), når produktionen i en periode stiger mindre end den langsigtede vækstrate i produktiviteten. I så fald vil beskæftigelsen falde og arbejdsløsheden stige. En produktionsvækst på blot 1 procent vil føre til et fald i beskæftigelsen på omkring 1 procent. Beskæftigelsen når sit laveste punkt, lige inden det følgende opsving starter.

Nogle år inde i en højkonjunktur har virksomhederne ordrebøgerne fyldt op og der er ofte mangel på produktionskapacitet. Maskinerne bruges til bristepunktet, og der er meget overarbejde. Man taler om fuld kapacitetsudnyttelse. I en lavkonjunktur er der omvendt ledig kapacitet i økonomien. Der er megen ledig arbejdskraft, og nogle maskiner står hen uden at blive brugt.

Konjunktursvingningerne kan være forårsaget af stød til den samlede økonomi, fx stigende priser på olie. Svingningerne kan også skyldes ændringer i den økonomiske politik. Besparelser i de offentlige udgifter eller højere skattesatser kan betyde, at den økonomiske aktivitet reduceres, og omvendt. Også udviklingen på de finansielle markeder kan medvirke til konjunktursvingninger. Prisstigninger på fast ejendom og aktier gør, at disse aktiver kan belånes yderligere. På et eller andet tidspunkt stopper prisstigningerne og bankerne, der har lånt penge ud til købere af boliger, og aktier kan få svært ved at få pengene hjem. Bankerne kommer til at mangle penge til udlån til virksomheder, og privat forbrug og produktion og dermed efterspørgsel falder med faldende beskæftigelse som konsekvens.

Men selv i fravær af sådanne påvirkninger ville der alligevel være tale om betragtelige svingninger i den samlede produktion og beskæftigelse. Konjunkturcykler er således et fast tilbagevendende fænomen i en markedsøkonomi. Men der er gode muligheder for at dæmpe konjunkturudsvingene gennem den økonomiske politik. Staten kan aktivt påvirke den samlede aktivitet med penge- og finanspolitik, og størrelsen af den offentlige sektor har i sig selv en dæmpende virkning på udsvingene i konjunkturerne toppene og bundene bliver mindre flade på grund af de automatiske stabilisatorer, som bevirker, at under en lavkonjunktur vil skatteindtægter blive mindre, og offentlige udgifter til overførsler større. Det modsatte sker under en højkonjunktur.