Makropolitik omfatter de økonomisk-politiske virkemidler, der har en mere generel påvirkning af økonomien. Makropolitikken bruges til at styre den økonomiske udvikling, så de økonomiske balancestørrelser ledighed, inflation, betalingsbalance og offentlig balance ikke kommer for meget ud af balance. Det er makropolitikkens formål at skabe en relativt stabil økonomisk udvikling. Der er erfaring for, at en stabil makroøkonomisk udvikling er den bedste baggrund for langsigtet BNP-vækst og høj beskæftigelse. Specielt er det makropolitikkens opgave at undgå for voldsomme konjunkturudsving. Makropolitikken har derfor typisk et kort og mellemlangt sigt dvs. en tidshorisont på op til omkring 5 år.
De makropolitiske virkemidler omfatter først og fremmest finanspolitik og pengepolitik, som begge overvejende fungerer ved at påvirke den samlede vareefterspørgsel. De bruges til at dæmpe udsving i den samlede efterspørgsel afledt af ændringer i forbrug eller eksport. For eksempel kan det under en højkonjunktur være nødvendigt for regeringen at stramme finanspolitikken og pengepolitikken for at undgå en overophedning af økonomien med flaskehalse og tiltagende inflation. Omvendt kan en lempelse af makropolitikken sætte gang i økonomien, når den er ved at gå i stå.
Valutapolitikken bruges almindeligvis ikke til at dæmpe konjunkturerne, men primært for at rette op på en skævhed i samhandlen med omverdenen, hvis valutaen ligger skævt. I den forbindelse er det almindeligt også at nævne indkomstpolitik, som især bruges i en situation med underskud i samhandlen med udlandet.
