Forbrug

Betegner den del af indkomsten, der anvendes til køb af goder, hvor der ikke sker en videreforarbejdning med henblik på salg. Køber en husholdning en bil, er der tale om forbrug, da bilen alene anvendes til privatforbrug. Sker anskaffelsen af bilen i en virksomhed, vil der være tale om en investering, da bilen antages at indgå i virksomhedens produktion, og bilen afskrives over levetiden. Ved forbrug i privatøkonomisk forstand antages det, at godet forbruges op, dvs. der efter endt forbrug ikke er noget tilbage.

I nationalregnskabet skelnes der mellem privatforbrug og offentligt forbrug. Privatforbruget kan opdeles i forskellige kategorier. Generelt gælder det, at dækning af de basale behov kommer til at udgøre en mindre andel af det samlede forbrug, jo højere indkomsten er, ligesom samme tendens kan observeres på samfundsplan, hvor forbruget af serviceydelser udgør så langt den største andel af det samlede forbrug. I udviklingslande vil forbruget af basale goder udgøre næsten hele forbruget, ligesom der næsten ikke vil overskud til opsparing og dermed investering. Dette er også pointen i Maslows behovspyramide, hvor de laveste behov (fx mad og drikke) skal opfyldes først, inden behov for fx anerkendelse kan opfyldes.

Det offentlige forbrug kan opdeles i individuelt forbrug og kollektivt forbrug, hvor det individuelle forbrug kan henføres til en bestemt person fx et lægebesøg - og derfor i princippet kunne produceres og sælges på markedsvilkår og finansieres ved brugerbetaling. Det kollektive forbrug fx forsvaret kan ikke henføres til en bestemt person, hvorfor det kollektive forbrug er skattefinansieret, hvilket også er det normale for det individuelle offentlige forbrug. 

I de fleste udviklede lande er privatforbruget den største efterspørgselsfaktor. Forbrugskvoten den del af den samlede indkomst, der anvendes til forbrug - ligger på omkring 0,5. Andelen af den disponible indkomst (indkomst minus skat) kan i nogle tilfælde ligge over 1,0 ved, at en del af forbruget lånefinansieres. Generelt gælder det dog, at forbrugskvoten falder med voksende indkomst, da der langsomt nås en forbrugsmæthed med voksende indkomst.

Da forbruget som den største efterspørgselsfaktor spiller en så stor rolle for den samlede produktion og dermed beskæftigelse forsøger, politikerne da også at påvirke privatforbruget ved tilrettelæggelsen af den økonomiske politik, herunder især finanspolitikken.

I velfærdsteorien antages det, at et øget privatforbrug også er velfærdsforøgende. Mere forbrug giver større nytte end mindre forbrug, men således, at ved øget forbrug af det samme gode vil nytten af det sidste gode være mindre end nytten af det første gode. Den faldende grænsenytte er også den teoretiske baggrund for den faldende efterspørgselskurve. Ved køb af det første gode er folk villige til at betale mere end for det sidste gode.

Politisk forsøger man at påvirke folks forbrugsvaner. Det sker ved hjælp af oplysningskampagner og afgifter, hvor man politisk tilstræber at flytte folks forbrug fra usunde til sunde varer. Dette bl.a. for at mindske udgifterne til sundhed.

Forbrug er ikke alene en økonomisk størrelse, men har også stor betydning for identitetsdannelsen. Der er sammenhænge mellem livsstil og forbrugssammensætning, hvilket bl.a. Minervakortet er et godt eksempel på. Forbrug giver også identitet. Ved forbrug af bestemte mærker sendes der signaler til omgivelserne om, hvordan man gerne vil opfattes.