Arbejdsløshed

Betegner det forhold at folk, som er villige til at arbejde ved de givne løn- og arbejdsvilkår, ikke kan få tilbudt arbejde. Udbuddet af arbejdskraft er således større end efterspørgslen efter arbejdskraft, når der er arbejdsløshed. Arbejdsløsheden måles som den procentvise andel af arbejdsstyrken, som er arbejdsløse, dvs. står til rådighed for arbejdsmarkedet. Der skelnes i statistikken mellem netto- og bruttoarbejdsløshed, hvor nettoarbejdsløsheden er de registrerede arbejdsløse, mens bruttolarbejdsløsheden også omfatter de aktiverede, altså de arbejdsløse som er i midlertidige jobs med tilskud og samtidig øjeblikkelig kan tage arbejde på det rigtige arbejdsmarked.

Økonomer skelner mellem forskellige typer af arbejdsløshed, nemlig:

• Friktionsarbejdsløshed og sæsonarbejdsløshed
• Konjunkturarbejdsløshed
• Strukturarbejdsløshed

Hvert år oprettes og nedlægges mange job. De, der mister arbejdet, bliver i nogle tilfælde nødt til at skifte branche eller geografisk område. Det kan tage nogen tid, hvorfor de i en periode tæller med i ledighedskøen. Det betegnes friktionsarbejdsløshed. Den del, der skyldes sæsonbetingede svingninger i produktionen, kaldes sæsonarbejdsløshed. Det anslås, at friktionsledighed sammen med sæsonledighed udgør omkring 2 procent af arbejdsstyrken og er uundgåelig.

Arbejdsløsheden svinger med konjunkturerne. Den falder under et opsving og når sit laveste niveau, når højkonjunkturen kulminerer. Under en konjunkturnedgang stiger arbejdsløsheden. Det højeste punkt nås, når lavkonjunkturen slutter lige inden det efterfølgende konjunkturopsving. Når ledigheden under en højkonjunktur falder til et vist niveau, begynder der at mangle bestemte typer af arbejdskraft. Der opstår flaskehalse, lønudviklingen tager til, og prisudviklingen følger efter. Situationen her er ikke stabil, da inflationen stiger år efter år, medmindre regeringen fører en stram penge- og finanspolitik og derved stopper højkonjunkturen. Regeringen har mulighed for at dæmpe konjunkturarbejdsløsheden med ekspansiv finans- og pengepolitik.

Strukturarbejdsløshed henviser til, at der på samme tid kan være arbejdsløshed (udbud) og ledige jobs (efterspørgsel), fordi kvalifikationerne hos de arbejdsløse ikke matcher de kvalifikationer, der efterspørges. Dette fænomen benævnes mismatch. Politisk kan mismatch afhjælpes ved en opkvalificeringsstrategi, hvor de arbejdsløse efteruddannes. I en anden betydning går strukturarbejdsløshed på, at arbejdsmarkedet er for stift med for høje mindstelønninger og manglende mobilitet geografisk og fagligt. Dvs., at med de eksisterende strukturer på arbejdsmarkedet vil der altid være en bestemt arbejdsløshed, som ikke er så konjunkturfølsom. Politisk kan denne del af strukturarbejdsløsheden afhjælpes ved en stramningsstrategi (kortere dagpengeperioder, lavere mindsteløn, skrappere rådighedskrav).

Nogle af forklaringerne på arbejdsløshed er knyttet til den enkelte person f.eks. fordi vedkommendes arbejdsplads tilfældigvis bliver nedlagt. Måske er personen samtidig utilstrækkeligt uddannet til at bestride et andet nyoprettet job. Andre forklaringer er knyttet til systemfaktorer: Fagforeningernes og virksomhedernes adfærd under løndannelsen kan bevirke, at lønningerne presses så højt op, at nogle uvægerligt må gå arbejdsløse. Endelig tyder meget på, at længerevarende perioder med høj arbejdsløshed i sig selv bevirker, at arbejdsløsheden har en tendens til at blive strukturel. Det skaber træghed i tilpasningen af ledigheden.

I perioder taler mange om teknologisk arbejdsløshed. Det er baseret på den opfattelse, at den teknologiske udvikling ofte fører til rationaliseringer og nedlæggelse af arbejdspladser. Mange har derfor set teknologien som en konkurrent til deres job. Argumentationen overser, at den teknologiske udvikling skaber en mere effektiv produktion (produktivitet) og følgelig lavere priser og dermed en højere realløn, som frigør købekraft. Det skaber nye arbejdspladser.

Resultatet heraf er et løft i velstand. Den samlede reale efterspørgsel stiger derfor svarende til væksten i produktiviteten (når der ses bort fra konjunkturudsving). Hvis produktiviteten stiger med 2 procent, stiger efterspørgslen med tilsvarende 2 procent, og den samlede beskæftigelse er uændret.

Den økonomiske skole monetarismen anvender begrebet den naturlige arbejdsløshed, dvs. den arbejdsløshed, der giver en lønstigning, der svarer til produktivitetsstigningen. Forsøger politikerne at presse arbejdsløsheden under dette niveau, vil der ifølge teorien komme inflation, som yderligere vil udløse lønstigninger og dermed yderligere prisstigninger. Andre økonomer er af den opfattelse at aktiv arbejdsmarkedspolitik (øget mobilitet, opkvalificering) kan bidrage til at nedbringe den naturlige arbejdsløshed og dermed på samme tid sikre både lav arbejdsløshed og lav inflation.