Balanceproblem

I makroøkonomien skelnes der mellem to forskellige balanceproblemer. For det første kan der være et balanceproblem med hensyn til betalingsbalancens løbende poster, dvs. udgifterne til udlandet er større end indtægterne fra udlandet. For det andet kan der være et balanceproblem med hensyn til statens finanser, dvs. statens udgifter er større end indtægterne.

Der opstår et underskud på betalingsbalancens løbende poster, når betalingerne til udlandet er større end betalingerne fra udlandet. Typisk vil underskuddet opstå ved, at importen af varer og tjenester overstiger eksporten. Et sådant underskud må finansieres ved låntagning i udlandet. Et par år med underskud kan dog ikke betragtes som noget problem. Men varer underskuddet ved over en længere årrække, opbygges en udlandsgæld. Udlandsgælden bevirker, at en del af landets indkomst efterfølgende må anvendes til betaling af renter til udlandet. Der bliver derved mindre tilbage til forbrug og investeringer. Og rentebetalingerne er i sig selv med til at forværre betalingsbalancens løbende poster. Omvendt, hvis et land har opbygget en udlandsformue, opnår det et afkast af denne formue.

Det kan f.eks. være, hvis landets virksomheder har tilgodehavender hos udenlandske virksomheder, eller fordi de ejer datterselskaber i udlandet, som skaber overskud og dermed giver et afkast til moderselskabet. I praksis har et land ofte både udlandsgæld og udlandsformue. Det afgørende for påvirkningen af betalingsbalancen er, hvad nettostillingen er, dvs. forskellen mellem formue og gæld.

Årsagen til underskud på betalingsbalancen vil være, at der efterspørges mere til forbrug og investeringer, end bruttonationalproduktet umiddelbart giver grundlag for. Ud fra denne synsvinkel kan et underskud på betalingsbalancen ses som udtryk for, at nettoopsparingen i samfundet er negativ dvs. at der samlet set ikke spares nok op i forhold til omfanget af  investeringer.

Hvorvidt et underskud på betalingsbalancen skal betragtes med alvor eller ej, afhænger af, om det er forårsaget af overforbrug, således at opsparingen bliver for lille, eller af overinvesteringer. Hvis underskuddet skyldes overinvesteringer, er der grund til at tro, at afkastet af disse overinvesteringer kan dække renter og afdrag på den stiftede udlandsgæld - og måske mere til.

Skal udlandsgælden betales tilbage kræver det, at der gennem en længere periode er overskud på betalingsbalancen. Der skal være råd til at betale både renter og afdrag. Det kan ske ved enten at mindske importen eller ved at sørge for en større eksport. Importen kan mindskes ved at føre en kontraktiv finanspolitik, som også vil mindske det samlede forbrug og dermed give øget arbejdsløshed. En konkurrenceevneforbedrende politik kan påvirke både import og eksport ved at danske varer bliver relativt billigere. En devaluering vil gøre danske varer billigere i udlandet og modsat gøre udenlandske dyrere i Danmark. Også indkomstpolitik sigter mod at forbedre konkurrenceevnen ved at lønstigningerne i Danmark søges holdt på et lavere niveau end i udlandet. Endeligt kan der opnås en konkurrenceevnefordel ved at produktiviteten øges. Også den strukturelle konkurrenceevne kan påvirkes. Her fokuseres på især kvaliteten af danske varer det kan være design og funktionalitet, som gør at dansk produkter foretrækkes frem for konkurrenternes.

Mange års underskud på betalingsbalancen og en stor udlandsgæld kan give anledning til faldende kreditværdighed, således at landet skal betale en højere rente ved låntagning til finansiering af betalingsbalanceunderskuddet. Det vil typisk også lægge betydelige restriktioner på den økonomiske politik, hvilket er tilfældet for en række udviklingslande.

Det andet balanceproblem gælder de offentlige finanser. Er der underskud på de offentlige finanser dvs. udgifterne overstiger indtægterne har den offentlige sektor et finansieringsbehov og dermed et balanceproblem. Underskuddet på de offentlige finanser kan skyldes svigtende skatteindtægter i forbindelse med en lavkonjunktur, hvor skatteindtægterne bliver mindre på grund af arbejdsløshed, og samtidig skal der udbetales flere dagpenge til arbejdsløse. Hertil kommer, at der i en lavkonjunktur også vil blive ført en ekspansiv finanspolitik, som yderligere vil bidrage til at øge underskuddet. Konjunkturfølsomheden gør, at underskuddet i en lavkonjunktur kan blive ret stort som andel af BNP.

Finansieringen af et statsunderskud kan finde sted på to forskellige måder, der dog ofte kombineres. Den kan foregå ved, at staten trykker flere pengesedler og bruger dem som betaling for arbejdskraft og varer. Det kaldes pengefinansiering. Hvis det varer ved, fører det til vedvarende høj inflation, da pengesedlerne bliver stadig mindre værd, jo flere der er af dem. Hvis der er store underskud på den offentlige balance, må der løbende trykkes mange pengesedler. Det kan i sidste ende føre til, at tilliden til betalingsmidlerne forsvinder, hvilket kan resultere i en ustabil økonomisk udvikling.

I de fleste udviklede økonomier finansieres et underskud først og fremmest ved, at den offentlige sektor låner penge af den private sektor. Det kaldes lånefinansiering. Staten udsteder obligationer, som sælges til private investorer (pensionskasser og banker osv.). Flere år med underskud fører da til opbygning af offentlig gæld. I Danmark er det stort set kun staten, der optager gæld for det offentlige.

Gælden skal forrentes, og rentebetalingerne vil lægge beslag på nogle skattekroner i fremtiden. Det vil i sig selv medvirke til at forværre den offentlige balance. For at betale statsgælden tilbage, vil det efterfølgende være nødvendigt med overskud på de offentlige finanser. Det kan lade sig gøre ved enten at hæve skatterne eller spare på de offentlige udgifter. Alternativet ikke at gøre noget udsætter blot problemet til de efterfølgende generationer. Et underskud på de offentlige finanser og medfølgende statsgæld kan dermed anskues som et fordelingsproblem i tid fremtidige generationer skal betale for nutidige generationers overforbrug.