Finansielle markeder

På de finansielle markeder sker der en formidling af kapital (penge, likviditet) fra folk med overskud (opsparing) til folk med et lånebehov. Formidlingen fra sparere til lånere sikres af de finansielle institutioner (banker, pensionskasser, realkreditinstitutioner, forsikringsselskaber, Børsen).

Prisen for at låne penge er renten. Hvorfor skal der nu betales rente? For det første løber opspareren en risiko ved at placere penge i fx en bank. Banken kan gå konkurs, hvorfor opsparingen i princippet kan være tabt. For det andet er renten en belønning for at udskyde forbruget. For det tredje sikrer renten mod, at købekraften af det opsparede beløb ikke mistes, hvis der er tale om inflation. Realrenten forskellen mellem renten og inflation skal være positiv for at sikre mod udhuling af købekraft.

Udlåneren fx en bank - løber også en risiko ved at låne ud. Låneren kan evt. gå konkurs. Normalt vil udlånsrenten være større end indlånsrenten forskellen benævnes rentemarginalen og det er bl.a. her, bankerne tjener deres penge. For at minimere risikoen kan banken forlange sikkerhed (pant) for et lån. Sikkerhed kan være fast ejendom eller det gode, som lånet anvendes til (fx en bil). Hvis låneren ikke kan betale, gøres der udlæg i pantet (huset kommer på tvangsauktion, bilen sælges).

Finansiering af boliger er specielt ved, at der sker en formidling til meget langsigtede lån (30 år). Dette sker på obligationsmarkedet, hvor udstederen af obligationer (realkreditinstitutioner) sikrer obligationskøber (= udlåner) mod tab ved, at udstederen garanterer indløsning af obligationen til kurs 100 ved udløb af lånet. Kursen på obligationer fastsættes på Børsen, som dermed direkte er med til at fastsætte den langsigtede rente. Et eksempel: En obligation på 100 kr. med pålydende rente på 4 % kan købes til kurs 80. Dvs. der skal betales 80 kroner for obligationen. Køberen får 4 kr. om året i rente. Den effektive rente bliver da 4/80*100 = 5 %. Jo lavere kursen er på en obligation, jo højere er renten. For en huskøber betyder den højere rente, at huslejen bliver højere.

Statsobligationer er en særlig form for obligationer, hvor staten sælger obligationer for at dække underskud på statens finanser. Dvs. der formidles kapital (penge) fra opsparere til staten. Statsobligationen har en løbetid og en pålydende rente. Kursen på obligationen vil afhænge af købernes tillid til, at staten kan betale gælden tilbage. Stater med store underskud og dermed en stor statsgæld vil få en lavere pris for en obligation end stater, hvor der er forventning om at gælden kan tilbagebetales.

De finansielle markeder er opdelt i en række delmarkeder. Ovenfor er nævnt obligationsmarkedet. På aktiemarkedet sker der en formidling af kapital fra investorer (= aktiekøbere) til virksomheder, som har brug for kapital til investeringer (bygninger, maskiner, markedsføring). Den enkelte aktieejer bliver medejer af virksomheden. Går virksomheden godt, vil aktien stige i værdi, og der kan scores en kursgevinst ved evt. salg af aktien. Modsat kan aktien tabe i værdi, hvis virksomheden går dårligt, og ved konkurs vil værdien af aktien være 0, dvs. aktionæren mister hele den indskudte kapital. Aktier handles på fondsbørsen, hvor kursen altså prisen på aktien bestemmes af udbud og efterspørgsel.

På pengemarkedet sker der en formidling af kapital mellem banker indbyrdes og mellem banker og Nationalbanken. I den enkelte bank vil der være opsparing og udlån, og desuden vil banken have en kassebeholdning (kontanter). I de fleste situationer vil banken kunne dække de daglige transaktioner (folk der hæver penge) med kassebeholdningen, men i visse situationer kan trækket på banken blive større end kassebeholdningen. Det gælder ved spidsbelastning (fx udbetaling af børnepenge), hvor banken så må låne penge af andre banker eller Nationalbanken. Banken kan også mangle penge, hvis der bliver mistillid blandt opsparere til, at banken kan udbetale de opsparede beløb. I en sådan situation vil banken også være nødsaget til at låne penge på pengemarkedet.

I takt med globaliseringen sker en større del af de finansielle transaktioner i fremmed valuta. En dansk virksomhed sælger aktier på børsen i New York. De amerikanske dollars skal omveksles til danske kroner. En anden dansk virksomhed låner måske penge af en bank i Tokyo (de japanske yen skal omveksles til danske kroner), og en kinesisk pensionskasse køber måske tyske statsobligationer. I de nævnte situationer er valutamarkedet inddraget ved, at der sker en transaktion mellem markeder med forskellige valuta. Hermed bliver kursen på valuta også af betydning.

Velfungerende finansielle markeder er forudsætningen for, at hele økonomien kan fungere. Derfor er markederne omfattet af reguleringer, dvs. lovgivning med hensyn til reserver og garantier. Den økonomiske historie viser dog, at det oftest er overudlån i den finansielle sektor, som giver begyndelsen til lavkonjunkturer og måske egentlige økonomiske depressioner. De fleste lån ydes mod sikkerhed i aktiver (aktier, huse, råvarer), og hvis de pågældende aktiver stiger i pris, vil der kunne lånes mere. Dette går godt, indtil aktiverne falder i pris, hvor bankerne så må tage tab i form af lån, der ikke kan tilbagebetales. Da bankerne er centrale aktører i det økonomiske kredsløb, griber staten ind og redder de nødlidende banker.