Inflation

Inflation er betegnelsen for vedvarende prisstigninger. Inflationen måles som den årlige procentvise ændring i priserne på forbrugsgoder. Af og til møder man ordet hyperinflation, som betegner en situation med meget høje prisstigninger oftest flere hundrede procent. Det modsatte af inflation er deflation, dvs. priserne falder i en periode.

Høj inflation indebærer, at økonomiens aktører (f.eks. lønmodtagere, arbejdsgivere, forretningsdrivende m.fl.) hele tiden skal forholde sig til nye priser. Prisskilte skal udskiftes, og lønaftaler må genforhandles. Når den enkelte aktør skal træffe beslutninger, der vedrører fremtiden (som f.eks. investeringer og opsparing), kompliceres planlægningen af, at der må tages hensyn til prisændringer. Inflation er derfor med til at mindske gennemskueligheden, og det kan føre til fejlbedømmelser.

Overraskende skift i inflationen medvirker til at omfordele formue og indkomst mellem forskellige grupper i samfundet på en lidt tilfældig måde. Hvis inflationen bliver højere end forventet, vil det udhule den opsparing, der er placeret til fast rente i f.eks. obligationer. Det kan f.eks. ramme pensionsopsparing. De personer, der har stiftet gæld, får til gengæld nedskrevet denne. Opsparing, der er placeret i reale aktiver som bolig, maskiner, biler bliver til gengæld ikke berørt. Det skyldes, at prisen på reale aktiver typisk følger den almindelige prisudvikling, hvorfor de beholder den reale værdi. Vinderne ved stigende inflation er specielt de personer, der på én gang har lånt penge i banken eller kreditforeningerne til fast rente for derefter at placere pengene i et realt aktiv som f.eks. bolig. Taberne ved stigende inflation er omvendt de personer, der har placeret opsparingen i f.eks. obligationer.

Derfor tilstræber myndighederne normalt at fastholde en stabil, lav inflation. Da lønninger udgør størsteparten af omkostningerne ved at producere, er der en klar sammenhæng mellem lønudviklingen og prisudviklingen på danske produkter. Denne type inflation cost-push skyldes altså, at omkostningerne bliver højere. En anden type inflation er demand-pull, hvor det er efterspørgslen der trækker prisstigningerne, fordi efterspørgslen vokser hurtigere end udbuddet. Inflationen påvirkes imidlertid også af forskellige former for stød. Råvarer kan pludselig svinge voldsomt i pris, hvilket vil afspejle sig i prisen på de færdigvarer, hvori de indgår. Råolie er det bedste eksempel på en vare, hvis pris svinger ganske markant, og som fordi energiprodukter indgår i næsten alle økonomiens sektorer påvirker den generelle prisstigningstakt mærkbart. Der er også adskillige metaller, der svinger markant i prisen fra år til år men hver for sig betyder de dog mindre for den samlede økonomi.

Der er også en tæt sammenhæng mellem pengemængden og inflation. Udsteder Nationalbanken flere pengesedler, end der er dækning for i udviklingen i BNP, vil befolkningen pludselig have mere at købe for, uden der er produceret mere. Resultatet er inflation. Sammenhængen kan udtrykkes i den såkaldte kvantitetsligning:

M * V = P * T

M er pengemængden, V er pengenes omløbshastighed og P er prisudviklingen og endelig er T alle de økonomiske transaktioner. P * T svarer til BNP i løbende priser. V antages at være konstant, hvorfor en stigning i pengemængden M vil føre til en stigning i priserne P, hvis M vokser hurtigere end T. Derfor anbefales det, at nationalbanker tilstræber at føre en pengepolitik med en fast inflationsmålsætning på ca. 2 %. Lav inflation prioriteres i denne sammenhæng højere end fuld beskæftigelse, hvilket bl.a. Den Europæiske Centralbank (ECB) kritiseres for. Det er især i en situation med stort underskud på statens finanser, at nationalbanken kan fristes til at trykke flere penge for at finansiere underskuddet.

De fleste økonomer mener, at der er en modsætning mellem målene om samtidig at have fuld beskæftigelse og lav inflation. Fuld beskæftigelse vil give lønstigninger og dermed højere priser modsat vil en situation med høj arbejdsløshed resultere i lavere lønstigninger og dermed lavere prisstigninger. En sådan udvikling kan slå over i deflation, hvilket betyder at priserne falder. En kombination af lav økonomisk aktivitet og manglende tro på fremtiden gør, at folk udskyder forbrug og investeringer, efterspørgslen falder, og priserne falder. Det får folk til endnu mere at udskyde forbrug, fordi varerne jo tilsyneladende bliver endnu billigere ud i fremtiden. Da der er psykologiske faktorer involveret, kan en deflationær udvikling være meget meget vanskelig at få vendt.

Inflation bekæmpes typisk ved hjælp af kontraktiv penge- og finanspolitik, som dæmper efterspørgslen. Indkomstpolitik, altså stramme rammer for lønstigninger kan afhjælpe en situation med cost-push inflation, da lavere lønstigninger vil give lavere prisstigninger.